Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

98 Barbarer i Romerriget netop staar i nøje Sammenhæng med Rigets Forfald. Saa længe Barbaren var Dyr, og Romeren alene Menneske, kunde det endnu gaa, men altsom ogsaa Barbaren blev Menneske, gik det ikke længere. Og det blev han efterhaanden som han overtog Samfundets Arbejde. Endelig maa anføres de vigtige Momenter, at Romerrigets Erobringer udgik fra Rom og derefter fra Italien, d. v. s. Romerne beher- skede, hvad man militært kalder de »indre Linier«, og hvilken taktisk Betydning dette har, har ingen Krig vist mere end den nuværende. Men ogsaa kulturelt sad Romerne paa de indre Linier, idet Datidens Kultur simpelthen var Romerrigets, et Moment, som er af største økonomiske som strategiske Betyd- ning. Men hvorledes staar det her til med det britiske Verdens- rige? Det indiske Kejserrige og dets Kolonier ligger saa langt fra dets Flaadebasis, at den militære Betydning af Begrebet »indre Linie« overhovedet forflygtiges. Ægypten, der er land- fast med Territorier under andre Magter, danner, fordi det be- hersker Suezkanalen, Nøglen til det indiske Vælde. Og økono- misk og kulturelt er det britiske Verdensrige hverken en En- hed eller, endnu mindre, en afsluttet Kulturkreds i Forhold til en barbarisk Omverden. Det er ingen økonomisk Enhed, fordi det omfatter vidtstrakte sammenhængende Omraader som Kanada, Australien og Indien, der hver for sig med mindst samme Raison som det evropæiske England kunde danne selv- stændige økonomiske Enheder. Det er ingen kulturel Enhed, fordi det omfatter kulturelle Modsætninger som Vestens og Østens Folk. Det er endelig ikke som Romerriget: Kulturen i Modsætning til Barbariet, fordi netop dets egen Kultur udfyl- der store Dele af dets Vælde som Australien og Kanada, og det ligger indenfor Rammen af den evropæiske Kultur kun som et Krystalisationspunkt i Konkurrence med andre Krystalisations- punkter indenfor samme Kulturkreds. Endelig har det i Asien Udsigt til at komme til at staa overfor nye Kulturkredse, som der ville samle sig om Japan og Rusland, mod hvilke store Dele af Verdensriget naturligt drages. Er der derfor ikke min- dre Selvfølelse i Englændernes »I am english« end i Romernes »Romanus sum«, saa er der langt mindre faktisk Grundlag for