Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

120 over Livets praktiske Hindringer og kan se sit Livs høje Maal virkeliggjort — i Drømme. Andersen, som han former sig for En gennem Læsningen af hans Optegnelser, ved lidt om, hvad Livet er. Men han kender ikke alene det af Livet, som alle snart lærer at kende, dets Brydsomhed og Ondskab, dets Skuf- felser og Daarskab. Han kender ogsaa og har tidligt kendt dets Chancer. Dette som Hav, Jord og Luft er fuld af, og han ved, at er der noget, man ikke skal, saa er det at løbe efter dem, thi fange dem kan man ikke. Men man skal gøre sig mulig for dem, forberede sig til dem, i sig selv skabe de Be- tingelser, som de har Brug for, naar de melder sig hos En. Han ved, at Chancen i Livet er om just ikke lige saa hyppig saa dog lige saa naturlig som Uheldet. Naar det ene hos hain har udviklet sig af det andet, har han følt det som noget ganske naturligt og paa ingen Maade som noget, der brød Naturens evige Orden. Og lige saa lidt har han følt en indtrædende Nødvendighed for at maatte bøje af eller udsætte — som f. Eks., da Kromatah ikke straks kunde financier« hans Plan — som et Nederlag endsige et uopretteligt. Saadanne Perioder har han kun opfattet som Mellemstadier, og i dem er han da faldet til- bage paa det i hans Natur, der var dens en Gang for alle givne Urgrund; Virkelighedssansen, Pligtfølelsen, Arbejdsomheden. Hemmeligheden i hans Evner ligger maaske i, at han har kun- net forene Bjørnsons: »Hvad Du evner, kast af i det nærmeste Krav« med, hvad Schopenhauer kalder »Villien til Livet*, Livet helt ud og efter alle Kompassets Streger. Hvis denne Opfattelse er rigtig, saa løser den ogsaa de tilsyneladende Mod- sigelser. Modsigelsen imellem den fulde Hengivelse i et Detail- arbejde, som den personlige Udtagen af hvert Stykke Tømmer, han skulde føre til Europa med »Thoon Krannom« eller Ar- bejdet paa at gøre Kromatahs Grundstykke rentabelt og den aldrig svigtende Fastholden ved Planer, der pegede langt videre frem. Gennem Hengivelse i det, der laa for, beredte han sig til at holde Chancen fast, naar den en Dag efter Naturens Orden dalede ned paa ham. Og at denne Opfattelse er rigtig, fremgaar af talrige Udtalelser og meddelte Kendsgerninger i Forfatterens »Tilbageblik«. Lad os med Hensyn til det ekspan-