Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

155 digt modtaget, men dog højst forskelligt, og jeg nægter ikke, at jeg paa sine Steder mere havde Fornemmelsen af at være i Chokoladeselskab end mellem Mænd, der var kommen sam- men for at diskutere alvorlige økonomiske Forhold, der even- tuelt kunde udnyttes til Fordel for Udviklingen her i Landet. En fremragende Undtagelse i saa Henseende dannede netop Etatsraad Glückstadt. Han var en Mand, der baade forstod at høre og at tale. Naar man talte i Vest, svarede han ikke i Øst, men satte sig ind i Ens Syn paa Sagen og udtalte sig i Kon- tinuation af det. Man lærte ved at tale med ham, og jeg be- nytter gerne Lejligheden til med Tak at mindes ham. Nu er jeg ikke blind for, at megen af den Tilbageholdenhed, man møder i vore Forretningskredse med Hensyn til Forslag med videre gaaende Formaal, beror paa vor forholdsvis ringe Kapitalstyrke, men dette maatte da hellere siges rent ud. Det vilde virke mindre nedslaaende end en Masse Argumenter, som hvis de tages alvorligt, kun kan bibringe En den Opfattelse, at man intet forstaar af Forhold, som Bankdirektører og større Forretningsmænd dog ikke skulde staa ganske uforstaaende overfor. At der imidlertid i de seneste Aar begynder al udvikle sig nogen Forstaaelse af Forretning i det store, og af den Maade, den bringer virkelig Nytte for vort Land paa, nemlig ved her at fremkalde ny Produktion, viser den Iver, hvormed man under de nuværende Forhold i ret omfattende Kredse forbereder sig til at tage Arbejdet op efter Krigen. Dette er ogsaa absolut nødvendigt, og netop derfor har det været os saa meget om at gøre i Midtpunktet af dette Arbejde, at kunne stille del sam- tidige , haandgribelige Eksempel, som Enhver kan tage og føle paa. »Det Østasiatiske Kompagni« som Fortsættelse af An- dersen & Co. er intet Eventyr, det er heller ikke udgravet fra fjerne Sagatider. Det staar lyslevende imellem os, men er bare altfor lidt kendt. Det er karakteristisk men næppe overdre- vent, at naar dets Leder i Dag gaar ned ad Strøget, kender intet Menneske ham ud over hans Forretningskreds og Nærmeste. Det hører i vore Sensationstider til hans Ære, men jeg vil just ikke paastaa, at det hører til vor. Om saa 0, K. ikke betød