Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

160 enkel og klar i Indhold, uanset at den i Form, Midler og Veje unægtelig er den mest brogede af alle. Vi vælge dernæst dette Parti, fordi dets Vælgermateriale ved sin Masse og sin Ensartet- hed maatte gøre det særlig let at stille dets Politik i Forhold til det virkelige Liv, og fordi den Carl Marx’ske Socialisme netop tydeligt og klart, uden at vige tilbage for den uhyre Opgave, der ligger i at stille et Samfund paa det stik modsatte Grundlag af det, det staar paa, tager sit Udgangspunkt i det Positive, i Pro- duktionen og ikke i det Negative. Men ser man paa det danske Socialdemokratis Politik, saa samler den sig om to Brændpunktet: Kravet om en stadig Ud- videlse og Uddybelse af Understøttelsesvæsnet og Paastanden om, at Socialdemokratiet er det Sted i Samfundet, hvor alt godt og ædelt har nedfældet sig, medens alt, hvad der er slet og idé- forladt, har tilhuse i Samfundet udenfor Socialisternes Kreds. At den sidste Sætning i nogen Grad modificeres i Forhold til en og anden øjeblikkelig Alliancenødvendighed, siger intet, da Enhver ved, at Sætningen atter straaler i sin fulde Glans, saa- snart denne Nødvendighed falder bort. Nu er det jo muligt, at to saa svigtende Udgangspunkter kan være nødvendige, hvor del gælder at rejse en i fuldkommen Sløvhed nedsunken Klasse, faa den til at blive sig sin Stilling i Samfundet bevidst, samle og organisere den, hvorved dog er at bemærke, at Carl Marx, der virkede under langt mere for- tvivlede Forhold end de, den danske Socialisme begyndte med, aldrig selv har anvendt den. Men de Tilstande, i hvilke en Politik med de antydede Udgangspunkter maaske lod sig for- svare, er jo forlængst passerede. Forlængst er Arbejderen sig sin særlige Stilling i Samfundet bevidst, forlængst er ogsaa Staten og Samfundet udenom Arbejderne klare over, at han er ligestillet Borger, forlængst er han organiseret og udviklet til en Magtfaktor; men vort Socialdemokrati har ikke vist saa me- gen politisk Indsigt eller Talent, at det har kunnet se, at Politik kan der ikke drives ud fra disse to Udgangspunkter, fordi der i ingen af dem er Gran af Positivitet. I Understøttelseskravet ikke, fordi et enkelt Individ jo nok kan leve af Understøttelse,