Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

210 at et Samfund kan udvikle sig paa demokratisk Grundlag alene. Til Vækst hører lige saa fuldt det aristokratiske: Individualis- mens Element. Men vaagent maa Demokratiet være og ikke altfor godtroende. Aristokratiet, Individualismen — om i høj Hat eller med Hjelm og Fjerbusk, har efter sin Natur altid Tendens til Koncentration af Magten, den økonomiske som den politiske. Den skal have Lov til at følge denne Tiendens og til at tage sin personlige Fortjeneste derved, men ikke længer end den derigennem ogsaa udfylder en Funktion for Samfundet som Helhed, fremfor alt ikke saa langt, at den danner Stater i Sta- ten, d. v. s. et Anarki foroven, der trykker haardere og fordær- ver dybere end noget enevældigt Kongedømme. Alverdens statsretlige Formler vil ikke kunne beskytte herimod, lige saa lidt en socialistisk Statsordning, der kun betyder en Forskyd- ning af Magtgrundlaget fra kapitalistiske Feudale til socialisti- ske Feudale, hvis Magt vil bero paa deres Kliker — »Følget« —. Kun en demokratisk udformet Landbrugsstand kan be- skytte imod den, ikke fordi Landbrugerne er bedre Mennesker end andre, men fordi selve det økonomiske Grundlag, der bæ- rer dem, er demokratisk, idet det i et moderne Kulturland netop kun kan bære økonomisk som Gaardbrug eller Husmandsbrug. Og da Byerhvervenes store Mellemstand jo hverken har mere eller mindre Interesse i en for Samfundet farlig Magtkoncentration end Landbruget, saa findes der for saa vidt intet naturligt Mod- sætningsforhold mellem dem. Det har ikke været den mindste Skavank ved Byernes Konservatisme, at den ikke har været demokratisk. Atter her støder vi paa Følelsesmomentet, Stem- ningsmomentet, som har faaet Mellemstandslag i Byerne til at slutte sig til en Politik, der ikke var præget demokratisk sam- tidig med, at Livet netop udviklede sig saaledes, at Faren for en for stærk Magtkoncentration, hvis Virkninger heller ikke gik deres Dør forbi, viste sig. Ganske vist er vi endnu ikke naaet saa vidt frem i denne Udvikling som flere andre Steder, men vi er med i Bevægelsen og maatte kunne forudse dens Forløb ved at iagttage Udviklingen i andre Lande, om vi overhovedet kunde se ud over vor egen Horisont eller korrigere vore Ideer med Erfaringer hentet andetsteds fra. Og lyder maaske dette, om Nødvendigheden af et aristo-