Kortfattet Haandbog for Typografer

Om titelsats. 69 Den første form er den mest fuldkomne, og denne maa, saavidt muligt, søges opnaaet ved de første linjer paa titelen. Formerne B, C og D egner sig derimod bedre til de efterfølgende linjer paa titelsiden. En hovedregel ved titelsats — som i det hele taget for al slags aksidenssats — er den, at ingen af linjerne maa være lige lange, ialfald ikke, naar de kommer i umiddelbar nærhed af hverandre. Hvis derimod nogle linjer staar imellem dem, er ligheden mindre iøjnefaldende og kan da i nødstilfælde tillades. Sirstreger, eller de saakaldte «finaler», er i mod- sætning til en enkelt delestreg at betragte som en tekst- linje og maa med hensyn til længden underkastes de samme regler som denne. Mellemslaget over og under en saadan sirstreg eller vignet, som skiller titelen fra trykkerstedet, bør være saaledes, at stregen eller vig- netten kommer noget over midten af det ledige rum ovenover trykkerstedet. Det bedste forhold ansees at være 3 '.4. Selvfølgelig bør man ved stillingen tage hensyn til vedkommende sirstregs eller vignets form. At sætte stregen nærmere trykkerstedet end teksten er mindre korrekt og forældet. En almindelig fin eller dobbeltfin streg bør man aldrig anvende istedenfor sirstregen eller vignetten mellem titelen og trykkerstedet. Titelens tyngdepunkt er bestemmende for satsbilledets korrekte stilling og bør stedse ligge i den bredeste linje. Denne maa altid Andes i den øvers te del af titelen. Hovedlinjen bør altsaa, om muligt, være den bredeste, men i hvert fald den største. I mange tilfælde vil der opnaaes en bedre stilling for hovedlinjen, naar forfatter- navnet sættes over titelen, saaledes som brugeligt er i franske bøger og i den senere tid ogsaa i den norske og danske skjønlitteraturs verker. Afgjørende for skrifternes valg er hovedlinjen; med denne maa de øvrige harmonere. Titel-skrifterne