Kortfattet Gjødningslære og Landbrugsstatistik

De enkelte Husdyrs Gjsdning. 83 lighed og dens lose Beflaffenhed opsuges den vanfleligt af Strøelsen og bliver ikke let ensartet blandet og fordelt med denne. Hestemoget er, som Landmanden siger, en hidsig Gjod- ning, det vil sige, den er meget tilbøjelig til at gaa i Gjæring, hvorved den tager Varme, udtorres og omdannes hurtigt, faa at der udvikles luftformige Stoffer, af hvilke især maa nævnes Ammoniak, der er det mest værdifulde Drages der ikke Om- sorg for at bevare denne, taber Hestegødningen i Værdi. 4 78. 2. Kvlrggjodningen. Kvæggjodningen indeholder mere Vand og mindre Kvæl- stof end Hestegjodningen, den gaar derfor langsommere i Gjæ- ring end denne, saa at Kvælstoftabet ved Gjodningens Om- dannelse, Fordampningen af Ammoniak og altsaa ogsaa dennes Lugt er mindre. Dog gaar ogsaa Kvæggjodningens Omdan- nelse saa hurtigt for sig, at man ligeledes i Kvægftalden kan lugte Ammoniaken, der forflygtiges. 4 79. 3. Svinegjodningen. Denne Gjsdning anses sædvanlig som meget vandholdig og fattig paa Kvælstof og betegnes derfor som en kold Gjod- ning. Dette er imidlertid kun Tilfældet, naar den styldes flet ernærede Dyr. Gjodningen af velholdte Fededyr er, som bl. A. de af Christiani gjorte Forsøg have godtgjort, meget kraf- tig, og den fortjener sikkert ikke den Foragt eller ringe Paa- skjonnelse, som i Almindelighed bliver Svinegjodningen til Del. 4 80. 4. Faaregjodningen. Faaregjodningen er mere tor og kvælstofrig end de hidtil 6*