Hovedtrækkene af de vigtigste fysiske Maalemetoder

38 LÆNGDEMAALING de to heraf fremgaaende Systemer af Interferensstriber ville ved ringe Afstand mellem Pladerne A og B falde saa nær sammen, at man ikke ser der er to. Men med voxende Afstand gør den lille Forskel i Bølgelængde sig gældende i Retning af at forskyde det ene System i Forhold til det andet. Er Afstanden mellem Pla- derne 250 Bølgelængder (omkring 1/e mm) vil det ene System være forskudt omtrent saa meget som Afstanden mellem en mørk og en lys Stribe, og Følgen heraf er, at det hele bliver lige lyst, idet de lyse Striber fra det ene System falder i de mørke fra det andet. Interferensbilledet forsvinder. Ved stor Vejforskel gælder det der- for om at have i høj Grad monokromatisk LysT] Forøger man Afstanden mellem A og B ved Parallelforskyd- ning af den ene af dem, forøges Lysets Vejforskel med det dob- belte, og Interferensbilledet vil derfor forskyde sig. Har man sat et Mærke paa A, vil man se Striberne passere henover det; hver Gang man ser en lys Stribe passere hen over Mærket, faar man at vide, at Pladeafstanden er bleven forøget med Vs Bølgelængde. Herved indsees Muligheden af at udmaale en foreliggende Længde i Bølgelængden af en bestemt Slags Lys som Enhed. Man har i Bureauet i Sévres med stor Sikkerhed talt det Antal af det grønne Cadmiumlyses Bølgelængder, der gaar paa 1 Meter (se »Ingeniøren« 1899, S. 137). Da man ved Gitterspektret med stor Nøjagtighed kan finde Forholdet mellem Bølgelængderne for forskellige Slags Lys, kan man nu, efter at Cadmiumlyset er maalt absolut, finde ogsaa andre Bølgelængder udtrykt i den rigtige Meter som Enhed. Det sees heraf, at man i Lysbølgelængden har et Naturmaal for Meteren, saa at man nu har Betingelserne for at kunne maale i den rigtige Meter som Enhed uden at have nogen Kopi af denne. Ved det ovenfor omtalte ved Fig. 23 illustrerede Interferens- forsøg faar man kun en ringe Brøkdel af det paa Pladen D fal- dende Lys ind i Kikkerten; det allermeste gaar igennem de tre Plader. Herved nødes man til at lægge en Hovedvægt paa Lysets Styrke istedetfor paa defs Renhed. Man forsølver derfor de tre Flader, hvis Tilbagekastning tjener til Interferensen; men da Lyset baade skal tilbagekastes fra og gaa igennem Pladerne A og D, lægger man paa dem et saa tyndt Lag Sølv, at det lader Halv- delen af Lyset slippe igennem og kaster Halvdelen tilbage; dette kan opnaaes ved at afpasse den Tid, som Pladen tilbringer i Badet, der udfælder Sølvet paa den. Paa denne Maade faar man henved