Beretning Om Landsudstillingen I Aarhus 1909

Ethvert Skrid I til at vedligeholde For- bindelsen og del aandelige Samkvem mel- lem de i det fjerne boende Danske og Fædre- landet burde hilses med Glæde og paa en- hver Maade støttes. Taleren haabede paa den anden Side, at Gæsterne maatte være tilfredse med Valget af Stedet for Festen; haabede at Udstillingen med sin smukke, typisk danske Beliggenhed maatte give en værdig Ramme om denne nationale Fest. Derefter blev — under Ledelse af Kom- ponisten — Kantaten afsunget. 1. Ud. Solo med Orkesterledsagelse. Fra danske Sletters Sol og Vinterslud, fra Arnens lune Krog og lyse Kvinde de stærkeste har stedse higel ud, ny Spor al bryde og ny Jord at vinde. Hver modig Mand den Længsel fordum drev fra Fredens Plov i Kampens Slaal og Plade; Udlængslens stolle Vikingsaga skrev sin Trang og Trods og Kløgt i Klios Blade. Den Længsel fyldte Drageskibets Sejl og brød med Brus fra Vesterhavels Vande; og end den stryger — lige strid og stejl — med Saltvandsstænket fra dc friske Strande. At lyde den er Danskens Lyst og Lov, og Arv fra Mænd i Oldtids Høvdinglejre som lokker ud fra Brinkens Bøgeskov mod nye Lande og mod nye Sejre. Thi tynger Samfundslænken: Slæng den bori. flyv ud, hvor Kampen hver en Sene spænder! De snævre Baand kan snære, stramt og haardt, selv om de bandtes lindt af bløde Hænder — De flesle fandt vel Barndomshjemmet bedst med Hegnets Ly og Havens Fuglekvidder: Udlængslens Drift gaar end mod Vest — mod Vest, hvor Siormen slilnes paa de store Vidder. 2. Ude. Massekor med Orkesterledsagelse. Mod Stillehavskysten gik Folkenes Tog Fod for Fod gennem Kamp og Farer; Trækfuglhæren fra Danmark drog i Flok med de forreste Skarer. Bering drog ud med sit dristige Følge, dybt ind i Farernes Favn, og gav til den larmende Ishavsbølge sit lysende danske Navn. Og Dansk lød i Raabet fra Friskarens Rækker ved Yorktown og ved Bunker Hill: Aldrig vi Vaaben for Uretlen strækker — P rihed vi vil! Saa kæmped i Flok under Lincoln og Grant Landsoldaten fra Bælt og Sunde. Kampen vundet, han Vidderne bandt med bølgende Marker og Lunde. Prærien brødes med Plov og med Spade, Urskov for Økserne faldt; paa Bjærget og Sletten, i Mark og Gade kencltes hans Tag, hvor det gjaldt: I Bod og i Værksted, i Lærdommens Tempel og trindt i de tusinde Hjem — Livet af Kunsten fik Skønhedens Stempel, hvor han drog frem. Nu lindrer i Sol mod den sejlende Sky Tag og Taarne og Tempeltinder; Vidderne kædes af By ved By, der Storhavets Kyster forbinder. Tæmmet er Faldenes tordnende Strømme, løjlet den vilde Natur, Daad er nu alle de Nybyggerdrømme, og Kampens Ørne i Bur. Men Røgen fra Arbejdets Esser opstiger mod Sky fra del sløjfede Forl: Vundet er Vestlandets vidtstrakte Riger — Landet er vort! 3. Hjemad. Solo med Orkesterledsagelse. Stævn bag Stævn mod Vesten vendtes, der. hvor Frihedsbavnen tændtes, Sønners ranke Viljer vandt Lod i Land, som Fædre fandt. Men hvor Sol slaar op af Vandel, ønsker Hjærtet sig et andet Hjem med Skov og Gyldenvænge, Blomsterenge, Høj og Hede, Klint og Klit: Fædrelandet — dit og mit. Længslen løfted’ til den iynged; dér hvor Vuggen grønklædl gynged, gaar de bedste Tanker frem: Længslen ud blev Længsel hjem. 182