i5o
BERING LIESBERG
III
at skabe en fast og stadig Mønt. Men ogsaa dette blev kun til et Tilløb,
skønt nogen Bestandighed paa dette Omraade nok kunde tiltrænges.
Hvert Aar lod Kongerne nemlig slaa Mønt, som alene maatte benyttes
i Omsætningen. Enhver Undersaat i Landet, der laa inde med større
eller mindre Beløb af det svundne Aars Mønt, maatte møde med sine
gamle Penge hos den kongelige Møntmester og faa dem ombyttet med
ny Mønt. Men det gik selvfølgelig ikke for sig, uden at der maatte
betales derfor. Og det var ret anseelige Summer, der paa denne Maade
gik ud af Undersaatternes Lommer.
Efter gammel Regel maatte man for
hver 2 Penninge af den nye Mønt
betale 3 af den gamle.
82. Dam’s (Flandern) Segl paa et Dokument
fra 1309.
Dermed lod Kronen sig dog ikke
nøje, men skaffede sig en yderligere
Fortjeneste ved efterhaanden at gøre
Sølvmønterne mere og mere kobber-
blandede, saa deres Lødighed blev
ringere og ringere. Medens oprinde-
lig i Mark udmøntede Penge i Me-
talværdi omtrent skulde svare til 1
Mark rent Sølv, var man ved Valde-
mar Sejrs Død allerede kommet saa
langt ned, at der skulde 3 Mark ud-
møntede Penge til for at opveje 1 Mark Sølv. Og det blev stadig værre.
I Erik Klippings Tid skulde der 4x/2 Mark Penge, i Erik Menveds 8, ja
10 Mark Penge til for at veje op mod 1 Mark Sølv.
Selve Pengestykkernes Ydre blev mere og mere tarveligt, efter-
haanden som de blev mere og mere kobberblandede. De var skødes-
løst afrundede, daarligt prægede og uden Omskrift. Det Ydre svarede
saaledes ganske til det Indre.
Intet Under, at Befolkningen hellere vilde have de gode, værdi-
fulde og ofte smukke Mønter, som de fremmede Købmænd bragte
med sig. Hansestædernes »Hvider« (Wittenpenninge), engelske »Ster-
linge« eller flamske og franske »Tournos«. Men den almene Gyldighed,
som de gode fuldvægtige fremmede Penge havde over for den slette