196 VILLADS CHRISTENSEN IV
ten, og Fyrlampen paa Anholt blev »ilde blusset, saa at Ilden tændes
om Aftenen og ikke brænder længer end til Midnat«. Frederik II.
maatte udstede mange Missiver til Toldere og Lensmænd, inden han
fik Fyrene passet ordentligt.
5. Strandinger.
Side om Side med disse Bestræbelser for at vejlede de søfarende
ude paa Havet gik Kongens Omsorg for de skibbrudne og deres strandede
Gods. Paa dette Omraade var Fortidens barbariske Sædvaner endnu
langt fra afskaffede, om end de skibbrudne ikke længer betragtedes
som staaende uden for al Lov og Ret. I Middelalderen havde man regnet
alt Vraggods, der drev ind paa Stranden, for god Prise. Indtægten af
Vrag var en vigtig Post i Landsherrens Regnskab. Bisper og Lensmænd
førte lange Stridigheder for at opnaa den samme højt skattede Strand-
ret, og den menige Befolkning langs Kysten søgte uden nogen som helst
retslig Adkomst at gøre sig Strandingerne saa nyttige som muligt. Paa
de ulykkelige skibbrudne tænkte ingen. En Tilladelse for dem til selv
at redde deres Gods, hvis de slap levende i Land, var en Indrømmelse,
der maatte afkøbes eller aftvinges vedkommende Landsherre, saaledes
som da Valdemar Sejr efter Slaget ved Bornhøved gav Borgerne i
Bremen Ret til, naar de led Skibbrud paa Danmarks Kyster, frit at
redde deres Gods.
Overfor Landets egne Børn søgte Regeringerne dog at gennemføre
en noget mildere Fremgangsmaade. Saaledes gives der i Jydske Lov
(3. Bog Kap. 63) nogle Bestemmelser om Vrag, der tilsigter at mildne
den strenge Strandret og yde de Skibbrudne en vis Beskyttelse. Hvis
der kom nogen levende i Land fra det strandede Skib, maatte ingen
forhindre dem i at bjærge saa meget af Godset, de kunde, ej heller
maatte Kongens Embedsmand eller nogen anden forhindre dem i at