Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

598 c. BAS TRUP har næppe været saa alvorligt ment, thi der fastsattes ingen Straf der- for, og det tillodes udtrykkelig Kompagnierne, dersom andre kom til St. Thomas med Slaver, da at købe, hvad de havde Brug for, til en Pris af 60 Rdlr. pr. Stk. Det brandenborgske Kompagni skulde have en Plantagegrund, stor nok til at beskæftige 200 Slaver, og det skulde betale det danske Kom- pagni 5% af alle Varer, som det udførte fra St. Thomas. Brandenborgerne forstod bedre end de Danske at bringe Liv 1 Handelen. Allerede to Aar efter Starten havde Kompagniets Guver- nør 91 Personer og 5 Skibe under sin Kommando, og Rygtet om dets Rigdom fristede snart de foretagsomme vestindiske Sørøvere. I 1688 gik en Dag 200 franske Sørøvere i Land paa St. Thomas og plyndrede Kompagniets Handelsbygninger for alt, hvad de kunde finde; men de var saa uheldige ikke at opdage Hovedkassen, hvori der var over 100,000 Rdlr. I Aarene 1692—93 udsendte Kompagniet ikke mindre end 14 Skibe til Guinea og St. Thomas; men i Slutningen af go'erne gik det til Grunde, og efter 1697 sendte det ikke flere Skibe til Vest- indien. Straks fra Begyndelsen var der stadig Stridigheder mellem de to Kompagnier, baade Heins og Lorentz chikanerede efter Evne Branden- borgerne, der paa deres Side søgte at slippe saa let som mulig fra Af- gifterne til det danske Kompagni. For at faa Foden under eget Bord prøvede Brandenborgerne et Par Gange at sætte sig i Besiddelse af Crabben Eyland, men det blev i rette Tid imødegaaet af de Danske. For yderligere at fremme Handelen tillodes det i 1687 enhver at handle paa Vestindien med Kompagniets Skibe, og Byerne København, Christiania og Bergen fik Frihed til at sejle og handle paa Vestindien med egne Skibe mod en billig Afgift til Kompagniet. St. Thomas Folkemængde var i 1688 endnu kun 317 Hvide, hvoraf 90 Plantere (18 Danske), og 432 Farvede; men i disse Tal var dog Bran- denburgerne ikke medregnede. Byen, Charlotte Amalie, eller som den populært og ganske betegnende kaldtes Tappus (Tap- eller Drikkehus), var højst ubetydelig; der boede ialt 35 Hvide med 4 Slaver. For at lokke flere Folk til lovede man Nybyggere adskillige nye Fordele, saaledes Skattefrihed i otte Aar, og der flyttede da ogsaa efterhaanden en Del