Mindre Lærebog i uorganisk Chemi

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1888

Forlag: Universitetsboghandler G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 383

UDK: TB Gl. 546 Jør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 402 Forrige Næste
208 lyse Linier (sml. S. 93). Flere Metaller fordampe allerede- som saadanne, naar man bringer letflygtige eller ubestan- dige Forbindelser af dem, f. Ex. Chlorider, Nitrater eller Chlorater ind i den Bunsen’ske Flamme. Dette er især Tilfældet med Alkalimetallerne (S. 212), med Kalcium,. Strontium, Baryum, Indium, Thallium og Kobber. Er et enkelt af disse Metaller tilstede, farves Flammen i Reglen paa en saaclan Maade, at Metallets Nærværelse røber sig allerede for det blotte øje. Men ere flere tilstede samtidig/ bliver Flammens Farve et usikkert Kjendetegn, mén de kunne da, selv i overordentlig smaa Mængder, kjendes i Spektroskopet paa deres charakteristiske lyse Linier; thi disse ere aldrig fælles for flere Metaller. Mange Metaller ere dog ikke flygtige nok til at fordampe paa denne Maade. Ved dem lader man da elektriske Gnister slaa over mellem Poltraade af Metallet eller mellem rene Kul- poler, som ere gjennemtrængte med en passende Salt- opløsning af Metallet, eller igjennem et tyndt Lag af selve Saltopløsningen. Spektret af den elektriske Gnist viser da Metallets lysende Linier. Medens mange flamme- farvende Metaller, især Alkalimetaller, give forholdsvis simple Spektre, ere allerede Spektrene af Kalcium, Stron- tium og Baryum mere indviklede, og Gnistspektrene vise ofte et meget stort Antal Linier. I Jernets har man end- ogsaa maalt 470. De lyse Linier, de glødende Metaldampes Spektre vise, falde for en stor Del nøjagtig sammen med de mørke (saakaldte Frau en hof er ske) Linier i Solspektret; m. a. O. Straaler af den Brydbarhed, de lyse Metallinier have, mangle i Solspektret. Saaledes falder den gule Natrium- linie sammen med den Frauenhoferske Linie D; saa at sige alle Jernets lyse Linier svare nøjagtig til mørke Linier i Solspektret, og det saaledes, at jo mere fremtrædende en lys Linie er i Jemspektret, desto mere fremtrædende, er ogsaa $en tilsvarende mørke Linie i Solspektret. Da det nu er en Lov i Optiken, at Flamme (o: en glødende Damp) indsuger netop de Straaler, der have, samme Bryd-