Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet
Forfatter: Helge Holst, H. A. Kramers
År: 1922
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 134
UDK: 539.1 Hol
Med 22 Figurer Og 2 Farvetrykte tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Molekyldannelse.
125
Grundstofferne Fluor, Ilt og Kvælstof kan opnaa den ideale Neon-
Arkitektur ved at optage henholdsvis 1, 2, og 3 Elektroner. Natur-
ligvis bliver de ikke derved til Neonatomer, men kun til negative
Atomioner med enkelt, dobbelt og tredobbelt Ladning; men deres
Tilbøjeligheder i denne Retning fremtræder i deres Karakter af hen-
holdsvis monovalente, divalente og trivalente elektronegative Grund-
stoffer. Gaar vi tilbage til Kulstof, da kan dette vel ikke blive til en
tetravalent negativ Ion ved Optagelse af 4 frie Elektroner; men i
den typiske Kulstofforbindelse, Kulbrinten Metan (CH4) er Neon-
idealet realiseret paa anden Maade. Det er i alt Fald rimeligt at an-
tage, at de fire Brintatomers enkelte Elektroner i Forbindelse med
Kulstofatomets 6 tilnærmelsesvis danner en Neonarkitektur; de 4
Brintkerner kan dog naturligvis ikke samles med Kulstofkernen;
dennes Frastødning holder dem paa passende Afstand; de vil an-
tagelig antage fuldt symmetriske Stillinger indenfor Elektronsyste-
met, som fastliolder dem og samtidig Selv faar en Slags „Buler“.
Kvælstofatomet kan paa lignende Maade opnaa en Komplettering til
et neutralt Molekyl med Neon-Arkitektur, idet det forener sig med 3
Brintatomer til Ammoniak (NH3); men de 3 Brintkerner vil lier ikke
indtage saa symmetriske Stillinger og ikke ligge i samme Plan som
Kvælstofkernen; det „elektriske Tyngdepunkt“ for de positive Ker-
ner vil derfor ikke falde sammen med „Tyngdepunktet“ for det ne-
gative Elektronsystem; Molekylet faar saa at sige en positiv og en
negativ Pol, og denne „dipolare“ Karakter vil træde frem i Amo-
niakkens elektriske Forhold (dets „Dielektricitetskonstant“). Noget
lignende gælder for Vandmolekylet, hvor der i en Neonarkitektur
af Elektronerne foruden Iltkernen i Midten lindes 2 Brintkerner, der
ikke ligger paa Linie med Iltkernen.
Gaar vi nu fra Neon fremad i det periodiske System, kommer vi
til Natrium (11). Naar Natriumkernen skal indfange Elektron Nr. 11,
kan denne ikke linde Plads i den af de 10 foregaaende dannede
Neon-Arkitektur, hverken blandt 21- eller 22-Banerne; den bindes i
en langstrakt Si-Bane; (se Tvl.). Atomet faar aabenbart en lignende
Karaliter som Lithiumatomet, og man forstaar umiddelbart det ke-
miske Slægtskab mellem de to Stoffer; de er begge monovalente elek-
tropositive Metaller.
Vi vil mi ikke længere dvæle ved Atomrækkens enkelte Stoffer.
Idet vi fra Neon over Natrium (11), Magnesium (12), Aluminium (13),
Silicium (14), Fosfor (15), Svovl (16) og Klor (17) gaar til Argon
(18), faar vi i det væsentlige en Gentagelse af Forholdene ved Ræk-
ken fra Lithium til Neon; vi faar først 4 Baner af 31-Typen (i Sili-
cium) og derefter 4 Baner af 32-Typen, og disse 8 3-kvantede Baner
vil sammen med de 8 Baner af den indre 2-kvantede Gruppe og de
2 af den inderste 1-kvantede Gruppe danne Argons harmoniske Ar-
kitektur. (Se Tvl.)