Bogen
En Populær Veiledning Ved Bøgers Fremstilling

OM LITOGRAFISK ARBEJDES ANVENDELSE TIL ILLUSTREREDE BØGER AF N. HALKJÆR Litografien blev opfunden af Aloys Senefelder (født i Prag 1772). Hans Opfindelse beroede paa, at han ved Forsøg opdagede, at en porøs Kalksten — Solenhofer Skifer — var modtagelig for visse kemiske Paavirkninger, saaledes at dens Overflade kunde præpareres til enten at sky eller modtage Trykfarve. Paa disse Egenskaber grunde sig de to Hovedprinciper, hvor- efter der arbejdes i Litografien, nemlig den forhøjede og den for- dybede Maner. Ved den forhøjede Maner er Fremgangsmaaden i Korthed føl- gende: Paa en rensleben, glat eller kornet litografisk Sten udføres Tegningen med kemisk Tusch eller Kridt, begge sammensatte af forsæbede Harpiksarter og sort Farvestof, men i forskelligt Forhold. Dette Stof indgaar da en kemisk Forbindelse med Stenen. Denne overgydes derefter med en Opløsning af arabisk Gummi syriet med Salpeter eller Saltsyre, undertiden med en Blanding af begge, der efter at have bortætset en ringe Del af Stenens Overflade indgaar en anden Forbindelse med denne, hvorved den bliver uimodtagelig for Trykfarve paa alle andre Steder end der, hvor den af Tegningen er bleven beskyttet mod Syrens Paavirkning. Ved den senere Ind- valsning med Farve afsætter denne sig derfor kun paa Tegningen, medens de med sur Gummi behandlede Steder paa Stenen forblive uimodtagelige. Efter ovennævnte Princip udføres Kridttegninger og Penne- tegninger. Dog maa herunder ogsaa nævnes Autograf!, Overtryk og Fotolitografi, om end Fremgangsmaaderne ved disse ere noget anderledes. Ved den fordybede Maner præpareres Stenen først med Syre og Gummi, og efter at den er afvadsket, indridses Tegningen med skarpe Instrumenter, saasom Diamant eller Staalnaale, hvorved Ste- nens oprindelige Egenskab til at modtage Trykfarve paa disse Steder blottes.