Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

170 GEORGE STEPHENSON maskine ikke vilde gøre sin Skyldighed, og »Kvaksalveren fra Killing- worth« kurerede adskillige Maskiner som de rigtige Maskindoktorer ikke kunde faa Bugt med. I 1812 fik han imidlertid overdraget Stillingen som Maskinmester ved det Selskab, som ejede Killingworthgruberne; han skulde her tilse alt Maskineri, lede Reparationer o. s. v. Dermed, var han selv hæ- vet op i en højere Klasse som Ligemand med de Folk, han havde gaaet i Næringen. Selv syntes han, at han havde naaet Toppunktet af den sociale Rangstige, som overhovedet var tilgængelig for ham. Da han havde naaet til en Løn af 100 Pund om Aaret og havde faaet en Hest at ride paa rundt til de forskellige Gruber, følte han sig næsten som Storborger, og da der blev tilbudt ham en Gig til Brug ved hans mange Inspektionsture, tog han kun modstræbende imod Tilbuddet; han var bange for, at Folk skulde tro, at han var blevet stor paa det. Fra Maskinist til Lokomotivbygger og Baneingeniør. Medens Stephenson var tilfreds med, hvad han havde naaet i ydre Henseende, var han paa ingen Maade tilfreds med det Maal af Kund- skaber, han havde erhvervet sig, og han benyttede enhver Lejlighed til at forøge dem. Mange Aftener tilbragte han sammen med en Land- mandssøn John Wigham, der underviste ham i Skrivning og Regning. Til Trods for de gode Fremskridt, George ved sin tidligere Undervis- ning havde gjort i dette Fag, var han ikke kommet synderlig dybt ind i Reguladetriens eller Forholdsregningens Mysterier, og der var saa- ledes nok at indhente. Wigham lærte ham ogsaa at tegne Planer og Snit, men i denne Henseende overgik han snart sin Lærer. Sammen studerede de en Bog om mekanisk Fysik og udførte efter Bogens For- skrifter og egne Paafund talrige Forsøg, idet Stephenson særlig tog sig af den mekaniske, Wigham af den teoretiske Side af Sagen. I de følgende Aar fik Stephenson en anden Læremester, nemlig Sønnen Robert. Selv havde han følt Savnet af Skolekundskaber saa haardt, at han besluttede, at Sønnen, koste hvad det vilde, skulde faa en god Skolegang, og for at gennemføre denne Beslutning vedblev han længe med sit Urmageri og andet betalt Fritidsarbejde for Na- boerne. Han satte tidlig Drengen i den bedste Skole i Nabolaget, men det var kun lidt, han kunde lære dér, og i 1815, da Robert var 12 Aar gammel, indmeldte Faderen ham i en Skole i Newcastle og gav ham et Æsel, hvorpaa han daglig red til og fra Skole. I Newcastle tilbragte