SYGDOM OG DØD
277
Højde ved en Trækasse, der anbragtes paa Sædet. Naar han paa sine
gamle Dage trængte til lidt Hvile, lagde han sig paa et andet Bord
og brugte den nævnte Kasse eller en tyk Bog som Hovedpude. Da
Bordet ikke var langt nok, hang hans Ben ned over Kanten, indtil
Taylor en Dag indgav ham den lyse Idé at lade Bordet forlænge.
Han var stolt af sit gode Helbred, og da Alder og Sygdom for Al-
vor begyndte at melde sig, vilde han ikke tage Hensyn dertil og lade
sig mærke med. det. Han tilkaldte en Gang en Læge og drøftede med
ham sin Sygdom og den Maade, hvorpaa han bedst skulde forholde
sig; men derefter ønskede han ikke mere Lægens Besøg.
John Ericssons Arbejdsværelse.
Et haardt Slag var det for ham, da han i Februar 1889 modtog
Efterretningen om, at hans gamle Ven Delamater var død. Fra nu
af gik det hurtigt ned ad Bakke med den 86-aarige Mand. Da hans
Ben begyndte at svulme op, lod han Taylor slaa op i Lægebøger for
at se, hvad der stod om den Sag, men han maatte ikke hente Læge.
Sit Pulsslag undersøgte han selv; et Diagram af Pulsen lignede »en Sav
med hver sjette og tiende Tand brækket af,« sagde han, men allige-
vel blev han ved med sin Morgengymnastik og sit Arbejde, og stadig
tog han sit Hvil paa Bordet. Da han endelig lod en Læge kalde, var
han allerede »to Tredjedel død«, som Lægen sagde; men hans Tanker
var endnu ved Arbejdet. »Kan en Mand, der har den Bright’ske Syg-
dom, udrette noget Arbejde mere?« var hans Spørgsmaal til Lægen.
3 o Dage efter, da J aylor stod ved hans Seng, sagde han til denne:
»Nu hviler jeg. Denne Hvile er herlig, skønnere end Ord kan sige.«