Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

276 JOHN ERICSSON sig i et Sideværelse, hvorfra de nu traadte frem. Da Fæstningen først var taget med Storm, overgav John Ericsson sig og var Elskværdig- heden selv. Ole Bull satte Ericsson meget højt, bl. a. fordi denne en Gang havde hjulpet ham med Konstruktionen af en Pianosang- bund efter et nyt Princip, som han havde opfundet, men ikke kunde bringe til Udførelse. Da Ericsson i 1864 købte sit Hus, laa det i ret frie og tiltalende Omgivelser; men efterhaanden skiftede disse ganske Karakter. De grønne Træer, som havde glædet hans Øje, forsvandt, og Fuglenes Sang afløstes af Vognrummel og Lokomotivfløjten. Han var imid- lertid nu groet saa fast paa Stedet, at han ikke kunde beslutte sig til at sælge Huset og flytte til mere landlige Omgivelser. Paa forskel- lige mærkelige Maader søgte han at befri sig for de Lyde, som for- styrrede ham mest. Han afsluttede Kontrakter med Ejerne af gøende Hunde, om at de skulde afskaffe Fredsforstyrreren og ikke mere holde Hund. Han skænkede en Dame i Nabohuset et Guldur for at faa hende til at lade være at spille Skalaer om Morgenen o. s. v. For at slippe af med Rotter, som i store Mængder holdt deres Indtog i hans Ejen- dom, konstruerede han en mægtig Rottefangemaskine; men det blev en sørgelig Fiasco for den store Ingeniør, som vel forstod sig paa Ma- skiner, men ikke var nogen stor Psykolog, hverken med Hensyn til Mennesker eller Rotter. Saa fjendtlig blev han efterhaanden mod al Forandring og alt nyt, at han ikke en Gang vilde tage paa Landet om Sommeren, og at han indskrænkede Reparationer o. desl. paa Huset til det allernødven- digste, Gulvtæpperne blev kun fornyet Stump for Stump, saa at de tilsidst fik et højst broget Udseende. Hans Konservatisme udstrakte sig endogsaa til Teknikkens Omraader. Han vilde aldrig køre paa Højbanen i New York, og kun ved List fik Taylor lokket ham hen til Brooklynbroen. Det varede længe, inden han vilde tro paa Telefonen, og han væddede med Taylor om, at det var en Illusion, naar denne mente at have kendt en Persons Stemme i Telefonen. En Kopipresse vægrede han sig haardnakket ved at bruge, skønt han i vid Udstræk- ning lod tage Kopier af sine Breve. Naar han i sine sidste Aar mod- tog Breve, skrevne paa Skrivemaskine, lod han sin Sekretær skrive dem om i Haandskrift, inden han læste dem. Det var næsten en Skæbnens Ironi, at denne Mand, der i sin Tid med Harme havde set fordomsfyldte Autoriteter afvise hans Drivskrue og andre Opfindelser, nu selv blev saaledes behersket af Fordomme. Størstedelen af sin Tid tilbragte han i sit Arbejdsværelse, hvor han sad ved sit Tegnebord paa en Pianotaburet, som fik den passende