Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

ERICSSONS SÆRHEDER 275 Forlovede var borte paa en lang Rejse, sendte han 500 Kr. som Naale- penge, for at hun kunde sy flittig og derved faa Tiden til at gaa. Han brummede og gnavede, naar hans Slægtninge ikke vilde rette sig efter hans ofte højst ejendommelige Meninger, og for at mildne sin Kritik sendte lian saa store Gaver — mest Pengesummer. Paa denne Maade levede den ensomme gamle Mand med i sin fjærne og for Størstedelen ganske ukendte Slægts Liv. Ogsaa i Amerika gav han med aaben Haand af sin Rigdom. Der fortælles mange Anekdoter om den mærkelige Maade, hvorpaa han gav Penge ud. Paa en Udflugt kom han en Dag i Snak med en fattig Kone, og efter at have hørt hendes Historie tømte han sin Pengepung fuldstændig i hendes Hænder. Hans Sekretær, som tilfældigvis ingen Penge havde med, gjorde ham imidlertid opmærksom paa, at de nu ikke kunde komme tilbage med Færgen over Hudsonfloden, og Erics- son vendte sig saa til Konen og bad, om hun ikke kunde gøre ham den Tjeneste at give ham de Par Skillinger, som dertil behøvedes. »Nu er vi kvit,« sagde han derefter til Sekretæren, »jeg har gjort Konen glad for en Dag, og hun har hjulpet os hjem«. I sin daglige Livsførelse blev han mere og mere en fuldstændig Særling. Han havde købt et Hus i New York, og her levede han i sine sidste Aar med den førnævnte Sekretær Taylor, en dansk Assi- stent Læssøe og en irsk Husholderske Ann Cassidy, der forsvarede Fæstningen mod de højst uvelkomne Besøgende. Da han ved en be- stemt Lejlighed ventede, at der skulde komme Lykønskningsdeputa- tioner og andre Gratulanter, gav han Taylor en skriftlig Instruktion, hvori der bl. a. stod: »Sig de Herrer, som vil gøre mig den Ære at ind- finde sig, at jeg absolut ikke vil vise mig, da jeg ikke holder af at blive beskrevet......Ikke én af de ventede Gratulationer vil jeg offentliggøre. De kan vise mit Solapparat frem, om De synes. Re- sultatet af mine Undersøgelser er et afgørende Bevis for, at Solover- fladens Temperatur er over 3 Millioner Grader Fahrenheit.« Selv hans gode Venner maatte ofte bruge List for at trænge ind til ham. Et Selskab, bestaaende af Ole Bull og hans Hustru samt et andet Ægtepar, benyttede sig saaledes en. Gang i dette Øjemed af hans Svaghed for Musik. En Dag, da han sad i sit Arbejdsværelse, hørte han Tonerne af en Violin. Først gik han til Vinduet, men der var intet at se; saa fo’r han med Udbruddet: »Det er Ole Bull« ned ad Trapperne — to Trin ad Gangen, som det var hans Skik — og løb lige i Armene paa den store norske Musiker. Ann (Jassidy havde aabnet Døren for denne, og i det samme var de tre andre brudt ind og havde trukket den forskrækkede Husholderske med sig og skjult 18*