Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

296 FRIEDRICH OG ALFRED KRUPP sig Udslag i hans storartede Indretninger for Arbejdernes Velfærd. Til Gengæld forlangte han, at alle i den store Virksomheds Tjeneste skulde føle sig solidariske og knyttede til dens Fremgang og Vel. De moderne Fagforeningsbestræbelser, som han stiftede Bekendtskab med i sin Alderdom, var ham inderligt imod. Med alt dette ejede han et overordentligt godt Hjærte. I sit Privatliv, der saalænge kun havde været Arbejde og Syg- dom, naaede han endelig at finde nogen Glæde og Fred, efter at han i 1853 havde giftet sig med den 20 Aar yngre Bertha Eichhoff fra Köln. Hans Sygelighed gjorde ham ellers til en stille og tilbagetrukken Mand. I 1854 fødtes Sønnen Friedrich Alfred, til hvem Krupp knyttede de største Forhaabninger, som den, der skulde føre hans Værk videre og bevare det for Slægten. Den Svagelighed, der allerede fra Barn af mærkede Sønnen, blev derfor til stor Sorg for ham, og han gjorde alt for at søge Sønnens Helbred forbedret. I 1870‘erne meldte den Tid sig, hvor Krupp mere og mere maatte overlade Firmaets Ledelse til Prokuraerne. Et halvt Aar hundredes skaanselsløst Arbejde havde taget de bedste af hans Kræfter. »Jeg er meget træt, nervøs, syg, ødelagt og kan ikke fortsætte saadan,« skrev han i 1877. Men skønt han saaledes erkendte sin Mangel paa Evne, kunde hans rastløse Temperament alligevel ikke forlige sig med at afgive Ledelsen, til andre, og der kom nu i hans sidste Livsaar en tragisk Konflikt mellem Vilje og Evne. Han blev utaalmodig og mis- tænksom overfor sine Direktører, og da han tilsidst var saa nervøs, at han ikke kunde taale at tale med Folk, anvendte han sine søvn- løse Nætter til at skrive endeløse Skrivelser til Fabrikkens Ledelse om alt muligt angaaende denne. Fra det Slot, han havde bygget sig paa Højderne ved Essen, lod han sande Byger af Skrivelser suse ned over Fabrikken, Skrivelser fulde af Vejledninger, Kritik og bitre Ud- brud. Naar der, som Tilfældet ofte var, ikke kunde tages Hensyn til Dispositionerne deri, blev han fortørnet og gav sin Bitterhed for- øget Luft. Af og til kunde han vel selv indse sin Urimelighed og bad saa om Overbærenhed med sin Nervøsitet. Det Værk, lian havde viet sit Liv og ofret sig for til sine sidste Kræfter, havde imidlertid for stærkt Tag i ham. Intet af de Goder, som hans uhyre Rigdomme kunde skaffe ham, kunde aflede hans Tanker fra det Objekt, de sta- dig kredsede om, nemlig hans Fabrik. Den 14. Juli 1887 døde han i en Alder af 75 Aar, af hvilke de 61 havde været opfyldt af Arbejde og Møje. Men til Gengæld efterlod han sig maaske det stolteste Værk, nogen Mand nogensinde har efterladt sig, thi af intet havde han ved en ubøjelig Vilje og Energi skabt et kæmpemæssigt Foretagende af