Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 306 HENRY BESSEMER Ret længe kunde Faderen dog ikke holde sig uvirksom. Han be- gyndte at fremstille Typer, og paa hans Ejendom oprettedes der et Typestøberi. Herved fik Henry allerede i Drengealderen Lejlighed til at vinde Kendskab til Metalstøbning, og han dyrkede med største Iver denne Kunst. Under sine Aftenture i Omegnen tog han ofte en Lerklump fra Jorden, formede den til et Menneskehoved, eller hvad han ellers fandt paa, og tog denne Model med hjem for at lave en Form efter den og støbe den i Typemetal. Af dette herlige Materiale støbte han ogsaa Tandhjul, Trisser o. a. til forskellige Maskinmodeller, han havde travlt med at fremstille. Da han var 17 Aar gammel, flyttede hans Fader Forretningen til London, og her stormede nu en Vrimmel af nye Indtryk ind paa den halvvoksne Dreng. Betagen af Forbavselse og Beundring vandrede han om i Byen og betragtede det vekslende Panorama, Storbyen frem- bød med dens Tusinder af Køretøjer og Fodgængere, dens prægtige Butikker og dens Labyrint af Gader. Men midt i al denne Herlighed følte han dybt Savnet af Hjemmet, hvor alt var ham kendt og for- troligt, og hvor enhver, han mødte, sendte ham en Hilsen eller et venligt Ord, medens han her var alene mellem de talløse Tusinder, der ikke ænsede ham mere end Lygtepælen ved hans Side. Af denne Ensomhedsfølelse fremspirede imidlertid hos ham Lysten og Viljen til at kæmpe for at vinde en Plads og et Navn i den mægtige By. Han følte, at Naturen havde skænket ham baade Snille og Udholdenhed, og han besluttede at bruge disse Gaver til at naa sit Maal. Han kastede sig nu med endnu større Energi over Metalstøbnin- gen og prøvede sine Evner paa den vanskelige Opgave at tage fine Afstøbninger af saadanne Ting som Blade og Blomster. Disse Gen- stande sænkede han ned i en halvflydende Masse af Gibs o. a., tørrede denne langsomt og ophedede den efter Størkning til Glødning, hvor- ved Plantedelene brændte bort. I den dannede Hulhed hældte han saa smeltet Metal. Men han kunde ikke bagefter fjærne Formen uden at ødelægge de fineste Metalpartier. Efter mange forgæves Forsøg fik han den geniale Idé at blande pulveriseret Kalksten i Massen. Ved Ophedningen forvandledes dette Kalkstenspulver til brændt Kalk, og naar han efter Støbningen kom Vand paa Formen, læskedes Kalken, hvorved Formen let faldt hen. Ved andre Kunstgreb som at anvende en høj Støbeform, saa at det smeltede Metal udøvede et ret stort Tryk og langsomt uddrev al Luft gennem Formens Porer, opnaaede han en overordentlig stor Finhed i Afstøbningerne. Senere fandt han paa at forkobre dem ved at nedlægge dem i et Zinktrug med en Kobberop- løsning. Forgæves søgte han at faa Lederne af British Musæum til