Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

VINDELEKTRICITETEN 141 Iltlys. Men praktiske Vanskeligheder, navnlig med Glødelegemet, bragte det atter til at forsvinde. Ilten og Brinten kunde ogsaa anbrin- ges i Staalflasker og forsendes for at finde Anvendelse ved Lodning og forskellige andre Processer. Desuden fandtes der paa Forsøgsmøl- len mange andre Apparater, der vidnede om, at la Cour spejdede eftei nye Anvendelsesmuligheder for den til Elektricitet omsatte Vindkraft. Det kan ikke nægtes, at la Cours Arbejde ved Forsøgsmøllen be- redte baade ham selv og andre Skuffelser, og at Udbyttet ikke svarede til Forventningerne. Hertil bidrog forskellige Omstændigheder. At la Cour selv havde saa mange andre Jærn i Ilden, var vel slemt nok. Men værre var det, at han ikke havde tilstrækkelig dygtige eller stadige Medhjælpere. Til Vanskeligheden ved at faa dem over paa et saa for- holdsvis afsides Sted som Askov kom la Cours Mangel paa Menneske- kundskab, som han har delt med adskillige fremragende Mænd, og som han selv var den første til at indrømme. Men selv om der som saa ofte i Livet naaedes mindre end ventet, saa var alle Angreb paa la Cours personlige Hæderlighed ganske ubeføjede. Og kun Fremtiden kan vise, hvor megen Betydning hans grundlæggende Arbejde med Hensyn til Vindkraftens Anvendelse i Virkeligheden har. Som en officiel Anerkendelse af denne hans Virksomhed maa det ogsaa ses, naar han blev udnævnt til Formand for den ved Loven af 19. April 1907 oprettede Elektricitetskommission. Dette Hverv skaffede ham i det sidste Aar, han levede, adskilligt Arbejde. Vi har i det foregaaende truffet la Cour baade som Lærer og Op- finder foruden i mange andre Egenskaber. Men ingen Skildring af la Cour vilde være fuldstændig, som kun omtalte, hvad han virkede, uden at forsøge at lade selve hans Personlighed træde frem. Thi han var, som sikkert saa godt som alle, der kom i Berøring med ham, kan vidne, en ualmindelig stærk og ren Personlighed. Noget af dette laa utvivlsomt i hans Natur. Der er Vidnesbyrd om, at han allerede i sin Ungdom har haft stor Evne til at vinde og drage Mennesker. Men denne Magt over andre var blevet uddybet ved hele det rige Sjæleliv, han siden havde levet, ikke mindst ved de Sorger, der havde præget ham uden at kue ham. Som alle virkelig store var han personlig beskeden og søgte aldeles ikke at gøre sig gældende ved ydre Midler. Men hans Personlighed mærkedes uvilkaarligt, ikke blot naar han talte, men ogsaa naar han var til Stede i en Stue. En af hans gamle Elever, For- fatteren Andersen-Nexø, karakteriserede ham saaledes ved hans Død: »Der er Mennesker, der i ,ens Forestilling knytter sig til Sollyset paa en egen inderlig Maade, baade ved deres Væsen og Virksomhed. Finsen hørte til dem, la Cour ogsaa. De er Altruister, deres Natur er