Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

142 POUL LA COUR at give, og de tror fast paa det gode og dets Sejr; Egoisnens kolde Lære gælder ikke for dem. De kloge trækker overbærenck paa Skuldrene ad den Slags Mennesker; men Ungdommen, som selv har Raad til en Del, holder gerne til Huse hos dem. La Cour blev vedat være ung og ubestikkelig i sin lyse Tro paa Mennesket«. Og et ånde' Sted siger han: »Det laa jo ikke til ham at virke som overlegen Inteligens — at im- ponere. Han var for alsidig udstyret til at forfænge åg af dette eller hint; det lod sig slet ikke gøre. Hos ham virkede alt ræd i det enkelte, baade som Lærer og som Menneske; han var harmonsk, en universel Aand. Saadan virkede han paa os Elever, det var som Universet havde fundet Hvile i ham, det bestemte hans forunderlige Virkning paa os. Hans Væsen var Emanation, en Strømmen over i de andre, til de blev menneskeligt rige som han selv.« Saaledes virkede han styrkende, berigende og rensende paa sine Omgivelser. Og det gik ikke med ham som med mange betydelige Mænd, at de helst skal ses paa Afstand. Der var vel de Kredse i vort Land, der stillede sig noget afvisende over for la Cour, fordi de ikke kendte ham, eller maaske fordi de i det hele saa ned paa Højskolen og alt, hvad dermed stod i Forbindelse. Men for den store Skare af la Cours gamle Elever saa vel som dem, der havde hørt ham tale eller havde samarbejdet med ham paa et eller andet Omraade, stod der Lys og Glans om hans Personlighed. Og end mere elsket var han blandt den Kreds af Mennesker, som han levede iblandt i Askov, baade Lærerne ved Højskolen og Byens Beboere i øvrigt. Det var ogsaa ham, der gik i Spidsen med at skaffe Byen en særegen Valgmenighedskirke, og han var Valgmenighedens Formand, saa længe han levede, og ofrede meget for den. Ja, han gjorde endog Tjeneste som Kordegn ved at bede Ind- gangs- og Slutningsbønnen ved Gudstjenesten. Men til syvende og sidst udfoldede la Cour sig mest i sit Hjem. Den, der har set ham der, vil kun rigtigt have Indtryk af ham, af hans Fromhed og Mildhed, den Ro og Fred, der var over ham trods hans store Travlhed. Til Hjemmets Fester var det især, han brugte de poe- tiske Evner, som han ogsaa var i Besiddelse af. Selv om han ikke blev nogen Digter, saa var der dog ogsaa paa dette Omraade i ham en. Op- rindelighed, som kunde faa smukke Udtryk, og noget lignende kunde mærkes i hans Lejlighedstaler. Men al denne rige Virken og Væren baade hjemme og ude blev afbrudt, mens han endnu stod i sin Kraft. Maaske var det godt, at en saa virksom og ungdomsfrisk Mand ikke kom til at føle Alderdommens lammende Tryk. Men for alle, der stod ham nær og satte Pris paa ham, virkede det som et haard t Slag, at han saa tidlig blev kaldt bort.