Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

164 ALFRED NOBEL son i New York. Fuld af nye Indtryk og ladet med Idéer og Erfaringer vendte den 20aarige unge Mand i 1854 tilbage til det fædrene Hjem i Petrograd. Han kom just i rette Tid til at blive en kraftig Støtte for Faderen, hvis Fabrik den Gang stod paa sit Højdepunkt. Kort for- inden, Efteraaret 1853, var Krigen udbrudt mellem Rusland og Tyr- kiet, og det følgende Aar droges Vestmagterne, England og Frankrig, ind i Striden, som Ruslands Modstandere. Det var en Blomstringens Tid for den Nobelske Fabrik, og Arbejdertallet steg da ogsaa til 1000, et imponerende Tal for en Virksomhed af denne Art og i hine Tider. Som en særlig Opgave overdroges det Emanuel Nobel at spærre Neva- mundingen og dermed Hovedstaden mod en Overrumpling af den engelske Flaade. Saaledes droges Nobel aktivt ind i Forsvaret af det Land, der ganske vist ikke var hans Fædreland, men hvor han dog havde vundet Borgerskab gennem 17 Aar. Ved den Opgave, der til- faldt ham, havde han den største Støtte i sin ældste Søn Robert, den Gang 25 Aar gammel. Deres Plan, gik ud paa at spærre Flodmundin- gen ved en Kæde af Miner, bestaaende af tynde Jærnhylstre fyldt med Skydebomuld. Disse smaa Tingester, hvormed den nu saa fryg- tede Mineteknik var grundlagt, skulde snart indlægge sig større Re- spekt, end man fra først af ydede dem. En af dem blev fisket op af et engelsk Skib og undersøgt, hvorved den eksploderede og dræbte en Matros. Senere løb en russisk Damper, hvis Kaptajn vilde ignorere Minespærringen, paa denne og sprængtes i Luften. Kaptajnen, der selv kom levende derfra, slap med en ringe Straf, skønt det var en al- vorlig Forseelse han havde begaaet, men gennem hans Ulykke var der bleven spredt den. største Respekt for Minespærringerne baade uden- for Petrograd, Kronstadt og Sveaborg, hvilket væsentlig bidrog til, at de allierede Flaader afholdt sig fra nærmere Forsøg paa at forcere de nævnte Fæstninger. Men Rusland skulde lønne den Tjeneste, Nobel havde ydet det, yderst daarligt. Fra Blomstringstiden under Krigen gik det snart ned ad med raske Skridt. Efter Freden i 1856 svigtede nemlig Regerin- gen ganske sin moralske Pligt overfor den Nobelske Fabrik og favo- riserede ved Bestillinger af Sprængstoffer og lign, udenlandske Fa- brikker med Forbigaaelse af Nobels. Da Staten var Fabrikkens Hovedaftager, betød dette et frygteligt Knæk. Til at begynde med søgte Emanuel Nobel at byde Skæbnen Trods ved at kaste sig over Skibsbygning, men Tilbagegangen lod sig ikke standse, hans Fabrik gik fallit, og i 1859 vendte han tilbage til sit Fædreland, bitter og skuffet, for — 58 Aar gammel — at skabe sig en ny Levevej.