Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

s' 50 JAMES WATT hvor han op mod sin høje Alderdom fortsatte sine Forsøg. Da Patentet paa Dampmaskinen forfaldt Aar 1800, trak han sig helt ud af For- retningen. Den hele Virksomhed var nu saa godt organiseret, at den uden Patentbeskyttelse kunde tage Kampen op med fremvoksende Konkurrenter. Watts ældste Søn James var allerede tidligere indtraadt i Forretningen, som Kompagnon tillige med Boultons ældste Søn Mat- thew, og Watts bedste Medarbejder William Murdock havde overtaget den tekniske Ledelse. Han aflagde ikke sin gamle Uvane, at opfinde — den han til Tider havde betegnet som det taabeligste, det unyttigste af alt; men han brød sig nu ikke om at tilkæmpe sig økonomiske Resultater deraf; han udtog derfor ingen Patenter, men nøjedes med. Opfinderglæden og den legemlige og aandelige Øvelse, Arbejdet gav. Blandt Opfindelserne fra hans senere Aar kan nævnes en Maskine til Kopiering af Statuer efter et Princip, som senere er genoptaget. Han arbejdede paa denne Sag indtil ganske kort før sin Død, og naaede saa vidt, at han kunde kopiere flere Buster og sende dem til sine Ven- ner som Værker »udførte af en ung Kunstner, der nu gaar ind i sit 83. Aar«. I sit 75. Aar blev han konsuleret af Glasgow Vandværks-Kompagni, der ønskede anbragt en Vandledning tværs over Clyde-Floden paa en ujævn og foranderlig Bund. Watt opfandt saa en paa ejendommelig Maade leddelt Jærnrørsledning, for hvilket han havde taget Krebse- halen som Forbillede. Undertiden, var han saa ivrig i sit Værkstedsarbejde, at han slog sig ned i Værkstedet Dage igennem og selv lavede sin Mad. Han kunde da føle sig som Herre og behøvede ikke at møde omklædt og renvasket til Maaltiderne, hvad der ellers var uomgængelig nødvendigt, om han vilde undgaa Konflikt med sin Kone. Hendes udprægede Sans for Renlighed og Orden voldte ham i det hele taget adskillige Bryderier. Hans Snustobaksdaase blev saaledes erobret og gemt, hvis hun kunde faa fat i den, idet hun betragtede Snus som en Slags Snavs. Studier og mekaniske Arbejder var dog paa ingen Maade det eneste, Watt interesserede sig for. Han forfriskede sit Sind med Rejser i Ind- og Udland, med Læsning o. desl. Hans Kone fortæller om, hvorledes de sammen kunde græde, som de var piskede, over en meget sørgelig Roman og derefter for at trøste sig tage i Teatret til et muntert Lyst- spil. Det Fortællertalent, som han besad i sin Barndom, fik nu atter Lejlighed til at udfolde sig, og han kunde fængsle alle ved sin Tale