Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

WATTS ALDERDOM 51 — ikke blot Videnskabsmænd og Teknikere, men ogsaa Digtere og Kunstnere, Kvinder og Børn. »Denne mægtige Hersker over Elemen- terne,« siger Walter Scott, »denne Forkorter af Tid og Rum, denne Troldmand, der hidførte en Verdensomvæltning, hvis overordentlige Virk- ninger først nu ret begynder at gøre sig gældende — var ikke blot den grundigste Videnskabsmand, ejede ikke blot den lykkeligste Evne til at tumle med Kræfter og Tal; han var ogsaa en højt dannet Mand og tillige et ualmindelig kærligt og godt Menneske. Jeg saa denne Mand staa dér omgivet af en lille Skare Litterater, der ikke holdt mindre stift paa deres Meninger end en Soldat paa de Udmærkelser, han har vundet i Tjenesten. Det er mig, som jeg i Tankerne ser og hører, hvad jeg aldrig mere skal se og høre i Virkeligheden. Den livlige, elskværdige gamle Mand greb med levende Interesse ethvert Spørgsmaal, der blev stillet, havde Oplysninger til Rede for enhver. Hvilket Æmne, der end kom paa Tale, behandlede han det med Vid og Fantasi; med en Filolog talte han om Alfabetets Oprindelse, som om han var samtidig med Cadmus, med en berømt Kritiker drøftede han forskellige Spørgs- maal, som om han havde studeret Statsøkonomi og Æstetik hele Li- vet; Naturvidenskaben behøver vi ikke at nævne, det var hans egen udvalgte Sti.« Han var fuld af Anekdoter vedrørende alle mulige Emner og kunde fortælle dem, saa at Tilhørerne vred sig af Latter. Et Barn kunde han tage paa sit Skød og forklare det Indretningen af et Klaver, en Fløjte eller andre Mekanismer. Han gav Husmødre gode Raad. om Kaminer, om Farvning o. a. Og idet han saaledes glædede andre, blev hans eget Liv ikke tomt og trist, til Trods for at han maatte lide store Sorger. Ikke blot gik hans gamle Venner — Black, Robison, Boulton o. a. — bort den ene efter den anden; men han maatte ogsaa se sin unge Datter og sin unge Søn, de to Børn af andet Ægteskab, segne for Dø- dens Le. Den gamle Mands Sorg har fundet et smukt og sandt Udtryk i disse Ord af et Brev fra ham efter Datterens Død: »For mig, hvem Alderen har berøvet Evnen til at sørge med Lidenskab, føles Tabet som et dybt Savn; og om Naturen tillod mig det, vilde mine Taarer flyde lige saa rigeligt som hendes Moders.« Endnu tungere for Watt var dog maaske Tabet af Sønnen. Gregory, der havde ualmindelig rige Evner. Han bar imidlertid disse Tilskikkelser med Ro og Sindsligevægt, °g søgte Trøst i Arbejde og den Glæde, det var ham at se nye, yngre Venner samle sig om ham i Stedet for dem, han havde mistet. Med samme Ro saa han sin egen Død i Møde, da han i Sommeren 4*