Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

202 GUSTAF DE LAVAL Gustaf de Laval var Typen paa disse Opfindere af Guds Naade, hvis uafladeligt skabende Fantasi stadig spejdede efter ny Arbejds- felter og som aldrig finder nogen Opgave for stor eller for anstrængende. Men en saadan naturlig Begavelse kommer dog ikke langt uden etUn- derlag af grundige Kundskaber. Dette indsaa de Laval maaske bedre end mangen anden, og han afsluttede derfor aldrig sine Studier. Han læste og læste, saa længe han levede, og den tekniske Uddannelse, han besad, var baade omfattende og dybtgaaende. Ligesom saa mange andre, maaske de fleste større Opfindere, sav- nede han imidlertid det skarpe Blik for Forretninger og det kolde, beregnende Omdømme, naar det kom an paa praktisk at udnytte en Opfindelse. Hertil kom, at han — i dette Stykke ganske forskellig fra f. Eks. John Ericsson — maatte arbejde strængt, inden det lykkedes ham at finde den bedste Løsning af et eller andet Problem; ofte be- roede 'dette maaske paa, at han helst gik sine egne, til Tider maaske ganske ubanede Veje. Eksperimenterne blev paa denne Maade ofte meget kostbare, og naar saa Sagernes Stilling bedømtes med Begejst- ring og Arbejdsglædens straalende Blik i Stedet for med Forretnings- mandens kritisk prøvende Øje, saa var Resultatet ofte, hvad ham selv angik, uvægerligt forudbestemt. Tabene, de bitre Skuffelser kom Slag i Slag, og hans ridderlige Sind afviste enhver Fristelse til at lægge noget paa andre Skuldre end hans egne. Striden blev stadig haardere og haabløsere, men det nedarvede karolinske Storsind, hans friske Mod til at kæmpe til det sidste i Forvisning om, at Sejren maatte komme tilsidst, sveg aldrig. Var de Laval en stor Opfinder, saa var han maaske større i denne sin ukuelige Tro paa sin Sag, og naar han, efter at have mistet alt og efter at have strøet sit Opfindertalents rige Gave med rund Haand ud over sit Land, stod ganske ene, men stadig med den samme varme Kærlighed til sit Arbejde, saa gav han endnu noget mer — han gav Eksemplet paa en Mand, der. aldrig sveg sine Idealer. John Ericssons Kærlighed til Fædrelandet kølnedes aldrig, men han brød sig sin Vej til Fremgang og Formue i det fremmede. Det samme var Tilfældet med Alfred Nobel. En Gang var der én, der sagde til sidstnævnte: »Se til de Laval, det er en Svensker, der gør noget for Sverige!« »Jeg skal maaske ogsaa en Gang vise, at jeg kan gøre noget for det Land,« skal Nobel have svaret. Hele Verden ved, hvad han. gjorde. Men at de Laval, sig selv uafvidende, maaske har haft sin Del deri, det er der sikkert ikke mange der ved.