212
CHARLES PARSONS
krans, den passerede. Der var det Tab og Slid, som forvoldtes af Dam-
pens Gnidning mod Drivskovle og Ledeskovle. Der var de lange og
besværlige Beregninger, som udkrævedes til Bestemmelse af Skovlenes
rette Form, Størrelse og Styrke. Der var det Studium, som maatte
ofres paa Skibsskruernes mærkelige Luner og paa de Midler, hvor-
ved man skulde faa Bugt med dem. Der var den hele Række af Un-
dersøgelser, Forsøg og Forbedringer, som atter og atter satte Taal-
modigheden paa den haardeste Prøve. Og hele denne anspændte
Virksomhed har strakt sig over tre Aartier eller mere.
Mange Æresbevisninger er i Tidens Løb blevet Parsons til Del baade
fra den videnskabelige Verdens og fra Kronens Side. Og i South Ken-
sington-Musæet har hans første Dampturbine faaet Plads ved Siden
af James Watts Dampmaskine og George Stephensons berømte Lo-
komotiv »Raketten«.
Charles Parsons er nu over 60 Aar; hans Haar er blevet graat, men
forøvrigt gør den slanke, høje Mand ikke Indtryk af at være gammel.
Skønt han har en stærkt impulsiv Natur, er han meget rolig af Væsen
og Stemme. Hans Kolleger finder i ham en god Ven og Kammerat,
og han giver gerne sine Medarbejdere den Ære, der tilkommer dem.
Han er en indtagende Vært, der forstaar Kunsten at faa sine Gæster
til at befinde sig vel; han taler jævnt om videnskabelige Spørgsmaal,
er altid interessant at føre en Samtale med; han har vide Synspunk-
ter og ofte en original Udtryksmaade. Hvad han end tager sig til
gaar han altid løs paa Opgaven med utrættelig Energi og stræber al-
tid fremad. Han er aldrig tilfreds med det, han har udrettet, og føler
sig aldrig udlært. I dette som i andet aabenbarer han den ægte Be-
skedenhed, der er den virkelig store Mands Mærke.