Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

FLYVEKUNSTENS FADER 267 han og hans Hjælpere udførte over 2000 Luftglidninger, uden at nogen af dem saa meget som forstuvede en Fod. »Det eneste Uheld, der ramte os,« siger Chanute, »var, at min Søn ved en Flugt fik revet sine Benklæder i Stykker.« De fik derved Lejlighed til at gennemprøve en Række forskellige Konstruktioner af Flyveapparater og naaede derved fra Lilienthal’ske Typer til den klare og simple Todækker- eller Biplankonstruktion, som blev Forbilledet for de første Motor- flyvere. Ved denne forligte han paa en ypperlig Maade Kravene til Lethed, Styrke, Stivhed, stort Bærefladeareal og Simpelhed i Kon- struktionen. Havde han været yngre, saa at han selv kunde have gennemprøvet sine Apparater og derved faaet bedre Lejlighed til at mærke, hvad der endnu krævedes til at give dem fuld Styresikkerhed, er det muligt, at han vilde være naaet til det endelige Maal — den sikkert styrede motordrevne Flyvemaskine. Men holdt Aarenes Vægt ham nede, saa gav de ham ogsaa en Storhed og Styrke, som blev Sagen til Gavn. Han havde ikke Ungdommens selvkærlige Ærgerrighed, dens Higen efter Guld og Ære; baade Rigdom og Anseelse havde han erhvervet sig gennem mange Aars dygtigt Arbejde, og han begærede ikke mere deraf. Men netop derfor kunde han omfatte den Sag, han havde viet sine Kræfter, med en renere, mere uselvisk Kærlighed. Han saa det ikke som det afgørende, at det just blev ham selv og hans Hjælpere, der løste Opgaven; hvad det kom an paa var blot, at den blev løst. I en Afhandling, han i 1897 offentliggjorde gennem »Western Society/ of Engineers«, gjorde han rede for sine Eksperimenter og opfordrede andre til at tage dem op og bygge videre paa dem. Han stillede med Beredvillighed sin Viden til Raadighed for enhver, der henvendte sig til ham, og han skal ogsaa have støttet enkelte Opfindere med be- tydelige Pengesummer. Naar hans Landsmænd ofte betegnede ham som »Flyvekunstens Fader«, da har dette Navn en særlig Berettigelse netop ved den uegen- nyttige, faderlige Stilling, han indtog overfor de Unge. Det var sik- kert hans Alderdoms store Glæde, at se hvorledes disse bragte det, han havde arbejdet for, til at vokse og sætte Frugt. Han skulde op- leve at se sine Forudsigelser virkeliggjorte over al Forventning. Faa Aar efter at han gennem sit Foredrag i »Western Society of Engineers« havde kaldt paa nye Mænd, kunde han til denne samme Forening introducere de to Brødre Wright, der var i Færd med at erobre Mester- skabet, og endnu et Par Aar efter kunde han yde dem sit Navns væg- tige Støtte overfor Tvivlen. Til dét sidste fulgte den gamle Mand med levende Interesse den