ITALIENERNE OG WILBUR WRIGHT
289
en Kontrakt, i Følge hvilken han bl. a. skulde uddanne to Officerer
til Flyvere.
I Italien blev han mødt med endnu større Begejstring end i Frank-
rig. Da han efter en vellykket Flugt udførte en elegant Landing,
strømmede Mængden sammen om hans Maskine, raabende og skri-
gende i overstrømmende Jubel. Men selv stod han til Italienernes
Forbavselse tilsyneladende ganske uberørt af det hele og begyndte
at efterse sin Maskine. »Jeg betragtede ham nøje«, siger en af Til-
skuerne, »idet jeg tænkte, at jeg dog paa hans Ansigt maatte kunne
Wilbur og Orville Wright. Wilbur holder en Vindmaaler.
finde Udtryk for en Betagelse af lignende Art som vor. Men der var
ikke mindste Tegn dertil. Hans haarde, skarpe Ansigtstræk forraadte
intet, og med sine tynde Læber fløjtede han sagte en Melodi af »Den
glade Enke«. Ogsaa de, der lod sig præsentere for ham eller bød ham
til Gæst, følte sig skuffede af hans Ordknaphed og uforstyrrelige Ro.
»Han udstøder en Snes Ord som en Motor, og derefter tier han, som
om han var sat i Staa,« siger en af dem, der samtidig udtaler, at Bro-
deren Orville gjorde Indtryk af at være noget gunstigere stemt over-
for Menneskeheden. Allerede i Frankrig havde Wilbur vundet Ry for
Utilgængelighed, bl. a. overfor kvindelige Tilbedere, og Vittigheds-
bladenes Karrikaturtegnere kastede sig med Begærlighed over denne
Egenskab hos den berømte Amerikaner.
I Virkeligheden var dog denne Opfattelse af Wilbur Wright som
Opfindernes Liv. II. 19