Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

290 BRODRENE WRIGHT et ordknapt Træmenneske, der kun brød sig om sin Flyvemaskine, ganske urigtig. Hans ringe Kendskab til det franske Sprog havde sin Del af Skylden for dette Indtryk. Naar han traf en, som forstod ham, kunde han imidlertid være meget underholdende. Han fortalte godt- og havde megen Humor. Han havde heller ikke ensidige tekniske Interesser, men var vel bevandret i Literaturen. Efter at have fuldført sit Hverv i Italien vendte \\ il bur med Søskende tilbage til Frankrig, hvor et aeronautisk Selskab hædrede ham med et Festmaaltid og overrakte ham en af Billedhuggeren Car- vin udført Broncegruppe. Dog var Stemningen overfor ham nu blevet noget køligere paa Grund af national Skinsyge, der gjorde Fransk- mandene tilbøjelige til at fremhæve deres egne Flyvere paa Ameri- kanernes Bekostning. Saa meget des varmere var den Velkomst, der blev dem til Del i England, hvorhen de begav sig fra Paris. Fra Eng- land vendte de endelig hjem til deres Fædreland, medførende talrige Sejrstrofæer i Form af Medailler o. a. I Amerika havde man med god Grund en flov Fornemmelse. Det var først og fremmest deres egne Landsmænds Ligegyldighed og Van- tro, Opfinderne havde at takke for den Mistillid, der havde mødt dem i den gamle Verden, og som havde opholdt deres Triumf i 2-3 Aar. Nu kom de i Hjemlandet lidet agtede Profeter tilbage højt hædrede i fremmede Lande, og Amerikanerne følte, at de havde meget at op- rette. Ikke mindst galdt dette om Byen New York, hvor Brødrene forgæves havde henvendt sig i 1905, men kun fundet Tiltro hos en- kelte Medlemmer af den aeronautiske Klub. Paa en Maade kunde man dog næsten fuldt saa meget bebrejde Daytonboerne deres Apati; thi de havde ikke en Gang den Undskyldning, at de betvivlede Brød- renes Angivelser. Da Opfinderne den 12. Maj 1909 sejlede ind i New Yorks Havn om Bord paa Damperen »Kronprinzessin Cecilie«, blev de modtaget af talrige Baade, fulde af Folk, der hilste og hyldede dem. Repræ- sentanter for flere Foreninger rettede Henvendelser til dem, og de blev indbudt til et Festmaaltid. Allerede den næste Morgen rejste de imidlertid til Dayton, paa hvis Banegaard de ligeledes fik en fest- lig Modtagelse og hilstes med Hurraraab, Salutskud og en Koncert af Dampfløjter. Snart efter maatte de til Washington, for at mod- tage en Guldmedaille af Præsident Taft, der i sin Tale beklagede, at han selv var bygget saa lidt efter Fuglenes Forbillede, at han næppe vilde komme til at prøve den nye Kunst. Hovedslaget skulde imid- lertid staa i Dayton, hvor der til den 17. og 18. Juni forberedtes en to Dages Fest. Begivenheden var forkyndt viden om, saa at mange