Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

330 NIELS R. FINSEN Finsen til Lykkens udvalgte. Han fandt i Geheimekonferensraad Hage- mann og Konferensraad Jørgensen to Mænd, der straks saa’ Betydnin- gen af hans Opdagelse. En stor Komité blev nedsat, og under dens Auspicier rejste sig det første lille Lysinstitut ude i et Hjørne af Kom- munehospitalets Have mod Østersøgade og Gammeltoftsgade, og her begyndte Finsen Lupusbehandlingen med sine sindrig konstruerede Sollinser, fyldt med blaa Væske for at tilbageholde Varmestraalerne og ogsaa med elektrisk Lys, da Solen jo stundom er en sjælden Gæst i dette Land. Der var mange Kampe at bestaa, mange Skuffelser at gennemgaa, men Finsen arbejdede ufortrødent videre. Og var det lykkedes at helbrede hin første Patient, saa maatte det ogsaa kunne gennemføres hos flere. Det varede da heller ikke saa længe, inden Resultaterne var utvivlsomme. Lysinstituttet maatte udvides, In- strumenter og Apparater forbedres, og saa kom den Dag, da man ved de to rundhaandede Giveres Hjælp kunde flytte ud i Rosenvænget, hvor Apparaterne yderligere fuldkommengjordes, idet Finsen i Fore- ning med sin Svoger, Instituttets nuværende Overlæge Axel Reyn, konstruerede det sindrige Bjærgkrystal-Koncentrations- og Afkølings- apparat, hvorved nu det skarpe elektriske Lys kastes ned paa de an- grebne Ansigtsdele, der med et Bjærgkrystal-Trykglas, der tillige inde- holder en afkølende Vandstrøm, gøres blodtomme, for at de kemiske Lysstraaler kan trænge ned gennem Hudens Lag. Det havde nemlig vist sig, at Glas absorberede en altfor stor Mængde af de ultra-violette Straaler, og det røde Blod virkede i Vævet ganske som Fotografens røde Vinduer og hindrede de kemiske Lysstraaler i at trænge i Dybden. Til Instituttet i Rosenvænget var knyttet et Laboratorium, oven over hvilket Einsen havde sin Bolig. Paa dette Laboratorium blev der drevet en Række energiske Un- dersøgelser over Lyset og dets Natur. Finsen havde den sjældne Evne over for Medarbejdere ikke alene at kunne udkaste en Idé for dem, men at laane dem en Del af sin egen Begejstrings Styrke. Utrættelig var han i sine Raad og Bestræbelser for at overvinde Vanskeligheder, og derved paatrykte han en stor Del af den Stab af Medarbejdere, der efterhaanden kom til at arbejde ved Instituttet, sin egen aldrig svigtende Energi. Men han havde en suveræn Foragt for, hvad man kunde kalde de en Gang givne videnskabelige Resultater. Hans Mistillid til den Videnskab, som arbejder i Ly af Universitet og Professorvæsen, var i det hele taget dyb og skabte undertiden Uenighed mellem ham og hans Medarbejdere. Han var i det hele en Autodidakt, der gik sine egne