Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

LYSINSTITUTTET 331 Veje og kom til sine Resultater ofte igennem ret forbløffende Under- søgelser. Begrebet Vanskeligheder eksisterede ikke for ham, hvor Ur- skoven var tykkest netop der vilde han bane sig en farbar >8ti. Per- sonlig Forfængelighed kendte han ikke, men han kunde i høj Gi ad glæde sig paa sit Værks Vegne, naar der vistes det Opmærksomhed. Saaledes som naar det saa jævnlig skete, at Christian cl. 9des Børn og deres fyrstelige Gæster aflagde Besøg paa Lysinstituttet i Rosen- vænget, en Sag, der blev af ikke ringe Betydning, thi Christian d. 9des Døtre oprettede og beskyttede tilsvarende Institutter i deres Lande. Mange Læger fra nær og fjærn kom ogsaa og besøgte Finsen, og al- mindelig Beundring skænkedes den Aand, han havde skabt i sit Per- sonale. Særlig de unge Damer, der passer den vanskelige Belysning af de syge Ansigtsdele, paaser at Trykglasset ikke et Øjeblik svigter og gennem ds store sort© Briller vaager over, at den timelang© Be handling netop falder paa det rigtige Sted, vakte udelt Beundring, og Udlandet har næppe et saa udmærket Korps af Plejersker, som det hjemlige Institut. Der var et andet ejendommeligt Træk i hele Pinsens Arbejdsmaade, det var den store Betydning, det havde for ham, at hvad han skabte, var til Menneskeslægtens Gavn, til Hjælp for syge og lidende. Aldrig undlod han, naar han viste et af disse vidunderlige Portrætter af de lupussyges hærgede Ansigter før Behandlingen og det smukke Re- sultat, som det helbredte Ansigt fremviste, at gøre opmærksom paa Vedkommendes Udtryk i Øjnene, hvoraf man tydelig kunde se, hvor megen sjælelig Lindring Patienten havde fundet. Dette var næsten Pinsens største Glæde. Han havde altid Tanke for andre, grumme lidt for sig selv. Takket være Hagemann og Jørgensen kunde Instituttet leve sit Liv og blive større og stærkere, og omfattede snart en stor Skare af Patienter, ikke alene her fra Landet, men ogsaa fra fremmede Lande. Men samtidig ebbede dets Skabers Kræfter ud. Man havde vel en Formodning om, at han bar paa en svær Hjærtesygdom; nogen sikker Diagnose havde man ikke. Et af de Symptomer, som blev mest plag- somt for ham, blev en stadig Bugvattersot, som han for øvrigt søgte at bekæmpe med en enestaaende Heroisme. Studiet af hans egen Syg- dom optog ham meget i de senere Aar, og alt, hvad han fandt paa af Tørstekure, af saltfri Diæt, af nøjagtige Stofskifteundersøgelser — han vejede hver en Bid Mad, han fik i Munden — skete altsammen for maaske derigennem at udfinde Metoder, som kunde hjælpe andre. Og lian var meget glad, da det lykkedes at faa indrettet et Sanatorium