Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

332 NIELS R. FINSEN for Hjærte- og Leversygdomme, der oprindelig laa ude paa Strand- vejen og styredes af Overlæge Jacobæus, fordi han der kunde faa Lej- lighed til at lade de Erfaringer prøve, som han selv gjorde under sin saa tappert baarne Sygdom. Dette Sanatorium er efter Finsens Død genopstaaet i den medicinske Klinik, som nu danner en af Lysinsti- tuttets store Bygninger. En ejendommelig Opfindelse, der kaster Lys over hele Finsens Per- sonlighed, gjorde han netop i Tilslutning til denne Vattersot, der trods alt steg saaledes, at hans Underliv stundom maatte tappes. Dette gøres i Almindelighed ved at man fører en lille Kanyle, der er om- slutter en skarp, skærende Staalnaal, ind igennem Bug væggen. Saa trækker man Staalnaalen ud ved sit Haandtag og tilbage bliver alt- saa Kanylen, gennem hvilken Vædsken udtømmes. Dette var nu sket saa mange Gange, men denne Gang læste Finsen pludselig i Forfær- delsen, der afspejlede sig i Lægens Ansigt og i lians Hustrus, at der maatte være sket noget. Og med den største Sjælsro spurgte han: »Hvad er der i Vejen?« Hans Læge forklarede ham saa, at Staalnaalen var brækket i Skaftet, saaledes at Spidsen var gledet ind i Kanylen og ikke var til at faa fat paa. Dette var i og for sig en yderst alvor- lig Situation; om at operere den svage Mand kunde der ikke være Tale, og ud maatte jo det skarpe Staalsøm. Finsen bevarede imidlertid fuldkommen sin Ro og sagde: »Jeg skal nok ligge ganske stille, send i Hast Bud efter en Kæmpemagnet, saa kan det dog være, at vi kan faa Naalen ud gennem Kanylen.« I flyvende Fart gik Bud efter Mag- neten; den kom og trak ganske rigtig det skarpe Staalinstrument ud. Faren var overstaaet, men Finsen slog sig ikke til Ro hermed og konstruerede straks et nyt Punkturapparat, hvor et Brud paa et saa farligt Sted var udelukket. Hele denne Virksomhed, der saaledes voksede op i Rosenvænget, uafhængig af Universitetet, bevirkede, at den hjemlige \ idenskab havde lidt svært ved at faa Øjnene op for dens Betydning. Fra Ud- landet strømmede Hædersbevisninger ind over Finsen, og i Aaret 1903 fik han Nobelpræmien for sine videnskabelige Bedrifter. Videnska- bernes Selskab herhjemme naaede derimod aldrig at faa Døren lukket op for ham. Naa, Tiden var kort, og det lakkede hastig mod Aften. Finsens Kræfter svandt mere og mere, uden at hans aandelige Styrke lod sig paavirke deraf. Men han blev snart bundet til Sygeværelset, hvor hans trofaste Hustru plejede ham med aldrig svigtende Omhu. Til det sidste vedblev han at modtage sine Medarbejdere og konfe- rerede daglig med dem om videnskabelige Spørgsmaal, ligesom han