Om Restauration Af Malerier

4 Raad vare bievne hörte og fulgte, hvor mange Kunst- skatte vilde da ikke have været vundne! Restauratorernes Collegium bestaaer for Tiden des- værre kun af meget faa, derimod er Antallet af de Malerier, hvilke enten ere maadeligt eller slet ikke re- staurerede, Legio. Det vilde derfor være önskeligt, om flere unge Malere, der fölte Lyst og Evne, vilde vælge Restauratorens Vei og hjælpe til at forlænge TilværeU sen af den gamle Kunsts ophöiede Mindesmærker. Man maa ikke troe at Kunsten vilde tabe ved, at en duelig', og af Kjærlighed til samme besjælet Aand, vilde offre sine Kræfter i denne Retning; — man kunde maaskee bevise det Modsatle! Vel savner Restauratoren en mægtig Drivefjær, som hjælper til at sætte den selvstændige Udövelse af Kunsten i Gang, — Berömmelsen! — Han kan ikke sætte sig et Mindesmærke for Efterverdenen, meget mere oplöser han sit inderste Væsen for draabeviis at indgyde sine adopterede Börn det. Stille og flittig er hans Virkens Gang. Uden Spor bliver hvad han ska- ber. Jo renere og sin förste Pragt nærmere han frem- drager et ædelt Værk fra Mörket, desto mindre vil man tænke paa ham derved. Og naar den vanskeligste Opgave er lykkedes ham, forstaaer dette sig, som af sig selv. Ligesom en ædel Daad ikke tör roses höit af Udöveren, saaledes maa ogsaa Restauratoren kun finde Belønning i sin egen Bevidsthed. Maaskee ogsaa en höiere iLön bliver ham til Deel i Omgangen med en fjern Fortids Aander og deres usynlige Taksigelse.