Lærebog i Magnetisme og Elektricitet
Forfatter: H. O. G. Ellinger
År: 1887
Forlag: C. A. Reitzels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 117
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
116
adderes til den maalte Varmeudvikling for at give den sande
Varmeudvikling. — Nogen Straalevarme er imidlertid bleven
indsuget i Atmosfæren; ved Forsøg over Bestraalingens Styrke
ved forskellige Stillinger af Solen over Horisonten saavelsom
ved Forsøg i forskellige Højder over Jordoverfladen har man
beregnet Atmosfærens Indflydelse. Ialt indsuger Atmosfæren
25 ä 30 pCt. af Straalevarmen, for et bestemt Sted mest ved
Solens Op- og Nedgang, mindst ved Middagstid.
Ved saadanne Forsøg har man fundet, at den Varme-
mængde, som Jorden modtager fra Solen i Løbet af et Aar,
er saa stor, at den kunde smelte en Isskorpe omkring Jorden
paa 100 Fods Tykkelse, hvis Varmen var fordelt ligelig over
det hele.
Midten af Solskiven udstraaler mere Varme end Steder,
der ligger længere fra Midten; mindst Varme udstraale Steder
ved Solranden. Dette maa hidrøre fra en Indsugning i Solens
Atmosfære.
Ogsaa Maanen sender Straalevarme til Jorden, hvilket kan
iagttages ved Hjælp af meget fintmærkende Thermo-Multiplika-
torer; Fuldniaanens Varmeudstraaling er dog kun c. goooö
Solens. ,
Om Aarsagen til Solvarmen er der forskellige Hypoteser;
Solvarmen er saa stor, som om der paa hver Kvadratmeter
af Soloverfladen blev brændt c. 7000 Kgm. Kul i Timen, hvilket
altsaa er en enorm Varmeudvikling. — Ifølge R. Mayers
Teori vedligeholdes Solvarmen af de Meteoritmasser, som i
stort Antal falde ned paa Solen, og hvis Bevægelser omdannes
til Varme; derved maatte dog Solens Masse vokse, og dens
Rotationstid aftage kendelig i Tidernes Løb, men noget saa-
dant har ikke fundet Sted. Langt sandsynligere er den af
Helmholtz fremsatte Anskuelse, at Solvarmen vedligeholdes
ved den stadige Fortætning af Solmassen. Ifølge Laplace’s
Teori ere jo Himmellegemerne i vort Solsystem dannede ved
Fortætning af en stor Taagemasse, og det rimelige er, at denne
Fortætning endnu langtfra er tilendebragt; vi vide jo, at der
i Solatmosfæren findes Metaldampe, saa at Temperaturen ved
Soloverfiaden maa være meget høj; Solens Tæthed er kun [
af Jordens, og rimeligvis fortsættes Fortætningen stadig væk,