Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

 276 Hede Springkilder. Minutter, da synker Vandsøjlen ned i svære Styrtninger, risler gjennem en Mængde smaa Render paa Kiselvoldens Overflade ned i den tørveagtige Jordsmon, og det Hele er forbi. Medens det ned- styrtede hede Vand saaledes risler ned ad Keglens Sider, ligger det indre Bassin fuldkommen tørt, ja selv i Røret staar Vandet adskillige Fod under Mundingen, og Vandspejlet er roligt som i en almindelig Brønd. Iagttageren kan nu uden Fare gaa lige hen til Rørets Rand og foretage de Undersøgelser, han ønsker, medens Vandet sagte stiger til næste Udbrud. For øvrigt binder Geysir sig ikke til en bestemt Termin, men viser sig saa lunefuld, at den undertiden i et Tidsrum af hele tre Døgn ikke giver nogen fuld- stændig Eruption til Bedste. I Nærheden af Geysir ligger en anden Springkilde, Strokr, som ligeledes frembyder storartede Udbrud af varmt Vand og Vanddampe; men disse Udbrud ere fuldkommen uregelmæssige og forefalde uden noget Varsel. Andre mindre Sprudlere i Nabolaget holde Besøgerne skadesløse ved meget interessante Udbrud. Den saakaldte Lille-Geysir ligger i en særlig Gruppe varme Kilder, omtrent 8 Mil fra den store Geysir. Dens Udbrud finde gjennem- snitlig Sted hver 33/4 Time; en tiltagende Dampudvikling og en underjordisk plaskende Larm gaar forud. Derpaa trænger kogende Vandskum frem; det stiger og falder i langsomme Perioder, hæver sig højere og højere, til Fremtoningen efter omtrent 10 Minutters Forløb har naaet sin højeste Udvikling, og Vandet i lodrette og til Siden sprøjtende Neg hæver sig 30—40 Fod. Derpaa aftage Straa- lerne lidt efter lidt i Omfang og Højde, og efter andre 10 Minutter er Kilden vendt tilbage til sin tidligere Ro. Paa New-Zealands Nordø .fremtræde langt mere storslaaede varme Kilder og Geysere. I et eneste Distrikt og paa et Omraade af 2 engelske Kvadratmil findes mere end et halvt Tusende, hede Kilder og forskjellige mægtige Geysere; Maorierne kalde dem Puia, de varme Kilder hedde Ngawah. Særlig storartet fremtræder Vai- katoflodens Dal, ved hvis Skildring vi ville følge Hochstetter, som besøgte Egnen i April 1859. „Hvilket Skue! I et rivende Løb og dannende den ene Strøm- hvirvel efter den anden styrter Vaikatofioden afsted gjennem en snæver Dal, der har skaaret sig dybt ind mellem stejle Bjærgsider; dens Vande skumme og syde omkring tvende Klippeholme, som