Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

324 Flodernes Strømudvikling og Vandrigdom. thi de ere i Sandhed storartede. Jeg vil heller ikke her minde om, at den førstnævnte Flod, dér hvor Tocantins falder ud i den, eller rettere, hvor den antager Navnet Gran-Parå, danner et saadant Hav af fersk Vand, at alle Fremtoninger fra clet aabne Hav, som Ebbe og Flod, Storm og Bølgegang, forekomme her i betydeligt Omfang; men jeg skal kun henlede Opmærksomheden paa Syns- kredsen eller Horizonten paa denne Flod; thi lige op til Tabatinga vil man finde denne smelte sammen med det ferske Vand. At Synskredsen smelter sammen med Vandet, er jo ret egentlig karakteristisk for det aabne Hay, er clet fulde Udtryk for Havets Uendelighed, og naar det samme Forhold finder Sted ved en Indsø, er clet et tydeligt Bevis paa denne Indsøs Omfang; dens Flade uclgjør en saa betydelig Del af Jordens Overflade, at vor Klodes Krumning bliver kjendelig ved samme. Paa Amazonfloden fremtræder nu denne Indsø-lignende Udstrækning paa' Hundreder af Mile; i evig Afvexling bølger denne Ferskvandsstrøm, denne lange, brede, mægtige Bane, fra Vest mod Øst. „Hvor den kæmpemæssige Strøm danner stærke Krumninger, eller hvor den gjentagne Gange forgrener sig om sine Øer, fremtræder den nu ganske vist som en Flod; man ser den bøje omkring det fjærne Skovbryn eller en blaalig Bjærgskrænt, bruse afsted og ligesom forsvinde langs de milevidt fra hinanden liggende Bredder.' Og mellem mange Øgrupper træffer man enkelte mere rolige Arme eller Paranas, der undertiden ere Mile lange, paa Grund af deres mere stille Vande opsøges af Skipperne og have det ret egentlige Florlpræg, hvoraf deres Navn Parana. Naar man nu efter at have tilbagelagt en slig Arm af Floden atter bøjer om et Skovbryn eller Højdedrag, naar man forlader den stille Parana mellem de fredelige Øer og igjen kommer ud paa den „store Strøm, Parana- a£u“, staar man som lynslagen ved sit Skibs Bord; atter og atter fremtræder det samme Kjendetegn for det aabne Hav, atter har man den samme aabne Synskreds for Øjet, atter og atter føler man sig vugget paa et ludhav, hvad enten man føres nedad samme mod Øst eller kæmper sig op mod dets Bølger i den modsatte Retning. „Denne Fremtoning af en Synskreds af fersk Vand viser sig i særlig storslaaet Grad ved Mundingen af mange Bifloder, især naar man fra en af disse kommer ud i Hovedstrømmen. Her