Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

432 Øer. 1. Nylig adskilte Øer med samme Plante- og Dyreverden som det nærliggende Fastland, ikke udmærkede ved nogen udelukkende Besiddelse af ejendommelige organiske Former, men med uddøende Former. Som Exempler: de britiske Øer, Japan og Tasmania. 2. Øer, der skiltes i en geologisk Fortid, gamle Fastlandsøer. Deres Dyre- og Planteverden viser allerede Forskjel fra Fastlandet, og hvis Adskillelsen ligger langt tilbage i Tiden, kan der allerede have udviklet sig typiske Forskjelligheder. Som Exempler: An- tillerne, Ny-Guinea, formodentlig ogsaa Madagaskar og Ceylon (se oven for Side 58 og 96). 3. Forsvindende Verdensøer med en Rigdom paa ejendomme- lige Arter med gammeldags Præg. Exempler: Avstralien i Sammen- ligning med Sydasien, formodentlig ogsaa New-Zealand. De oceaniske Øer staa ikke i nogen umiddelbar For- bindelse med Kontinenterne. De optræde mest i Øflokke eller Archipelager, kun sjælden findes de enkeltvis. Undertiden optræde de i lange Rækker, ordnede i Bueform, hvorved Buens Hvælving hyppig er vendt mod Oceanet. Peschel skjelner ogsaa her mellem tre Grupper, nemlig: 1. Nye Øer, opbyggede af Koraller, lave, fattige paa Plante- og Dyrearter, særlig af Patte- og Krybdyr; de udmærke sig ikke ved udelukkende Besiddelse af ejendommelige Dyr eller Planter. Exempler: Ringøerne i det store og det indiske Ocean, skarpest repræsenterede af Keelingsøerne. 2. Nye Øer af vulkansk Oprindelse; som højere Øer rigere paa Arter end de lave Ringøer, men uden ejendommelige Arter. Exempler: Den nordlige Gruppe af Marianerne, St. Paul og Ny- Amsterdam. 3. Gamle Øvulkaner, sammenliguelsesvis mere rige end de foregaaende paa egne Planter og Dyr, Tilflugtssteder for uddøde Fastlandsarter. Exempler: Madeira, Ascension, St. Helena, Bourbon, Mauritius, Galapagosøerne o. s. v. Den anden og tredje Gruppe kan man betegne som høje Oceanøer, den første omfatter de lave Øer. De høje Ocean øer ere udelukkende af vulkansk Oprindelse. De hæve sig i Regelen stejlt fra store Havdybder, have næsten aldrig noget betydeligt Omfang og indeslutte ikke sjælden et indre Søbækken, som staar i Forbindelse med Havet ved en mer eller