Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

434 Øer- om de underjordiske Kræfter; lige saa trøstesløs som Planteverdenen er ogsaa Øens Fauna; kun enkelte firføddede Dyr forefindes, og selv disse, som Svin og Geder, ere indførte andensteds fra. Undertiden ere de vulkanske Øers Ringvolde sønderbrudte paa flere Steder; et godt Exempel herpaa have vi i Santorin i det ægæiske Hav, hvorvel Øen just ikke hører til de oceanske Øer. Denne nu til Dags sønderrevne 0 er sikkert kun Ringvolclen af et mægtigt Krater, der er styrtet sammen paa flere Steder enten ved Havets Bølgeslag eller ved Jordskjælv. Disse Sammenstyrtninger tilhøre en forhistorisk Tid, i det mindste tyder Intet paa, at Plinius’s Beretning sigter til Øen Therasia eller Aspronisi; den romerske Forfatter beretter nemlig, at der i det 4de Aar af den 135 Olympiade opstod en ny 0 ved Santorin. Desto sikrere Besked véd man derimod om Dannelsen af tre Klippeøer i det Indre af det gamle Krater. Af de lier liggende tre Øer, Palæa-, Nea- og Mikra-Kaymeni opstod den første i Følge Plutarchs Beretning Aar 560 efter Roms Anlæg (o: 194 før Kr. F.); sytten og et halvt Aarhundrede senere opstod Mikra-Kaymeni, og indtil 1650 forefaldt e,nc|nn vedvarende undersøiske Udbrud, men det kom ikke til nogen. Ødannelse. Den 18de og 22de Maj 1707 sporede man en let Jord- rystelse paa Santorin, og den næste Morgen opdagedes mellem Palæa- og Mikra-Kaymeni en mørk Gjenstand, som man i Be- gyndelsen antog for Vraget af et strandet Skib; men Matroser, der begave sig hen til Stedet, bragte den forbavsede Befolkning den Efterretning, at der var steget en Klippe op af Bølgerne paa et Sted, hvor Havet tidligere havde en Dybde af 500 Fod. Øen steg øjensynlig højere, og man fandt endnu Østers hængende paa Klipperne. Den 13de Juni beløb dens Højde over Havspejlet sig omtrent til 25 Fod, med et Omfang af mere end 3000 Fod. To Dage senere var Vandet i Øens Omgivelser meget varmt, hvad man ikke tidligere havde lagt Mærke til; den følgende Dag steg endnu en hel Række sorte Klipper op af Havet, deres Højde voxede den 17de, og den 18de hørte man den første underjordiske Torden. En Dag senere dannede Klipperne et sammenhængende Hele, og et Krater udslyngede Aske og glødende Sten. Øernes Omfang voxede uafbrudt, og sluttelig havde de et Omfang af næsten l1/^ Mil. Med Undtagelse af et Udbrud 1768 hvilede de underjordiske Magter ved Santorin omtrent et Aarhundrede; men 1866 stege