Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

488 Snelinjen — Laviner. — Isbræer. Snemasser med sig, tager Jord, Grus, Sten og Blokke med og tordner nu. som en Strøm, men med fastere Masser, ned over Klippevæggen eller gjennem de sædvanlige Furer og Lavinveie ned i Dalen. Da de bestaa af vaade, sammenklumpede Snemasser og under deres Fremgang kugle og trænge sig tættere sammen, fyge de ikke saaledes til Vejrs som de tørre Støvlaviner, hvis Millioner af Støvperler opfylde Atmosfæren med Lys; men de foraarsage derfor heller ikke noget betydeligt Lufttryk og gjøre kun Skade ved den Bane, de bryde sig, idet de rode Jorden op i den eller ogsaa, skjønt sjældnere end Støvlavinerne, bryde sig ødelæggende Veje gjennem Højskovene. De føre altid store Masser af Is med. sig og se smudsige ud. I Regelen ligne de mere en husliøj Snevæg end en kæmpestor Snebold. Snemasserne smelte temmelig langsomt, ofte først i Juli, i Kjedlerne og paa Græsgangene, hvor de ere bievne staaende og danne 30—40, i snævre Dale endog indtil 200 Fod høje Snebjærge. Hyppig blive Masserne ogsaa liggende i en Elvseng, Elven tøer og danner en lille Sø, indtil den har gnavet sig gjennem den 50—80 Fod brede Snemur, hvorpaa den styrter ødelæggende ned i Dalen. Er Vejrliget koldt, eller ligger Dalbunden højt oppe i Skygge, bliver den gjennembrudte Snemasse ikke sjælden liggende det hele Aar over Bækken som en broagtig Hvælving, der uden Fare kan betrædes, indtil den ved Lejlighed styrter sammen i næste Aar. Massen er saa godt sammentrillet, sammenrystet og sammenæltet, at den bliver til en jærnhaard Kit, og Lavinlevningernes overordentlig langsomme Sammensmeltning er under saadanne Om- stændigheder meget let forklarlig." De store Sneskred eller Laviner bringe, som vi have set, en Del af den „evige Sne“ ned i Dalene, og endnu større Masser føres gjennem en langsom Nedgliden, der skyldes de oven for liggende Deles Tryk, ned i lavere Egne, hvor Solvarmen er stærk nok til at smelte dem bort. Den Sne, som ligger i Nærheden af Snegrænsen, smelter for en ringe Del ved Solens Varme, \andet opsuges derpaa til Dels af den øvrige Sne, fryser igjen om Natten og saaledes frem- kommer en løst sammenhængende, kornet Masse, som danner Over- gangen mellem Sne og Is. Disse Snemasser kaldes i Norge Ion, i Schweiz Firn, i de franske Højalper Nevé. Tonnens Vægtfylde ligger omtrent mellem Sneens og Isens; en bestemt Grænse mellem Fonnen og Isen lader sig dog ikke drage; thi efterhaanden som