Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
De islandske Vulkaner. 573 senere Udbrud har benyttet en tidligere Aabning; hvert Udbrud har afspærret sin Vej, sit Svælg med størknet Lava. Bjærgets Kæmpekrop maa saaledes være gjennemfuret af talløse Lavagange. Længere opad tage de øde, vilde Lavastrømme til. Fra Nicolosi vandrer man næsten en hel Time gjennem dyb, sort Aske mellem tvende Rækker af Kratere. Derpaa naar man den faste Lavastrøm fra 1537, som efter tolv Dages Torden brød frem højt oppe i Nær- heden af Schima; den stoppede dér, hvor Montirossi hævede sig 32 Aar senere. Over denne Strøm flød der 1766 en ny“. Ved Siden af de italienske Vulkaner maa vi ogsaa skjænke Islands Vulkaner en lidt nærmere Omtale. Hele denne store Øs Indre bestaar af basaltiske Lavamasser med mellemliggende Tuflag, gjennemkrydsede af Trapgange og hist og her gjennembrudte af Trakytmasser, der rage op som enlige og lyse Fjælde over de mørke Basaltmasser. Disse gamle vulkanske Dannelser gjennem- brydes af en Række nyere Vulkaner, som til Dels ere klædte af Snemasser og strække sig paa en Linje fra Sydvest til Nordøst, og i denne Linjes Fortsættelse ligger Vulkanen Jan Mayen i Nordøst; i dette Bælte findes baade Lavavulkaner, Dyndvulkaner, Solfatarer (Svovlbrintekilder), Kulsyrekilder og lunkne, hede eller kogende Kiselkilder. Den bekjendteste af de islandske Vulkaner er Hekla, som hæver sig 15 Mil øst for Reykjavig mellem parallele Tufrygge til en Højde af 5000 Fod. Hekla er ingen Kegle, men en langstrakt Bjærgmasse, der, set fra Syd, tager sig ud som en saadan, men set fra Vest har Udseende som Langsiden af et spidst Hustag. Helda har i de sidste 800 «Aar haft 18 Udbrud med Mellemrum af 6 til 74 Aar; i alt kjendes 26 Udbrud, det sidste fandt Sted 1845. Før dette Udbrud var intet Krater længere synlig i Heklas skarpe Ryg, men under dette Udbrud dannedes 5 Kratere af forskjellig Størrelse og liggende efter hverandre i en Linje langs med Fjældryggen; det sydvestlige af disse Kratere ud- sendte den Gang en Lavastrøm, som havde kunnet dække x/4 M. til en Højde af 100 Fod*). Hekla bærer ingen Jøkel (Snemasse) paa sin Ryg; derimod ere de store Vulkaner i Syd, Kotlugja, Skåptar og Øræfa, dækkede af Iskaaber eller rage frem midt i de *) For at bruge en Sammenligning: denne Lavastrøm kunde dække hele det gamle Kjøbenhavn og Kristianshavn (Kjøbenhavn inden for de gamle Volde) til en Højde af 330 Fod.