Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Hildringer. 603 af hinanden liggende Lag af en temmelig betydelig Forskjel i Tæthed. Navnlig i Ørknerne er denne Fremtoning, som Araberne kalder Sehrab, vel bekjendt og meget pinefuld for den tørstige Rejsende; ban tror i det Fjærne at skimte blaa Søer, og Frem- toningen er saa meget mere skuffende, som man i disse Søer ser Spejlbilleder af højere liggende Omgivelser som Bygninger, Palme- træer o. s. v.; kommer man imidlertid nærmere, opløser Billedet sig i Intet. Burkhardt har hyppig iagttaget denne Fremtoning i Nubien, og den synes i det Hele at forekomme hyppigere i den nordlige og østlige Del af Ørkenen end i sammes øvrige Dele. Paa en hel Dagsmarche var den Rejsende engang paa alle Sider om- ringet af Fata Morganas Søer; deres Farve var det reneste Blaa og saa klar, at Skyggerne af de Bjærge, som begrænsede Syns- kredsen, tilbagekastedes med den største Nøjagtighed. Denne Form for Fremtoningen er den sædvanlige; men Fata Morgana viser sig dog ogsaa paa en anden Maade, der omtales mindre hyppig. Naar Sandet rammes af Solens glødencle Straaler, og Lyset kastes meget stærkt tilbage, ser man undertiden Gjenstan- dene rundt omkring i Ørkenen forstørrede og mere udstrakte, end de virkelig ere. Vandringsmanden ser i det Fjærne et Træ, stort nok til at skytte ham mod Solens brændende Straaler; kommer han imidlertid nærmere, finder lian en forkrøblet, tør Busk, der næppe kaster Spor af Skygge; nærliggende Sandklitter fremtræde som mægtige Bjærge i en lang Afstand, men nogle Minutter senere have Kamelerne naaet det bølgeformige Jordsmon. D’Escayrac for- tæller om endnu en anden Art Luftspejling. Pludselig kommer en Kamel af en overordentlig Længde frem nær ved Synskredsen, Hovedet berører samme, medens Dyret selv har en omvendt Stil- ling og gaar med Benene i Luften; snart bliver imidlertid Kame- lens Proportioner mindre, den forsvinder lidt efter lidt, og til sidst skjelner man endnu kun et sort Punkt; Kamelen har nu over- skredet Synskredsen og dens Billede faaet sin rigtige Skikkelse, der i Begyndelsen næppe er synlig, men naturligvis lidt efter lidt bliver større, jo nærmere den kommer Iagttageren. Alle disse Fremtoninger opstaa altsaa ved en usædvanlig Brydning af Lys-, straalerne i de nærmest Jordbunden liggende, ophedede Luftlag. Mennesker, som ikke ere fortrolige med denne Fremtoning, skuffes let ved samme, men Kamelerne, der have en meget fin Lugt,