Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Hildringer.
603
af hinanden liggende Lag af en temmelig betydelig Forskjel i
Tæthed. Navnlig i Ørknerne er denne Fremtoning, som Araberne
kalder Sehrab, vel bekjendt og meget pinefuld for den tørstige
Rejsende; ban tror i det Fjærne at skimte blaa Søer, og Frem-
toningen er saa meget mere skuffende, som man i disse Søer ser
Spejlbilleder af højere liggende Omgivelser som Bygninger, Palme-
træer o. s. v.; kommer man imidlertid nærmere, opløser Billedet
sig i Intet. Burkhardt har hyppig iagttaget denne Fremtoning i
Nubien, og den synes i det Hele at forekomme hyppigere i den
nordlige og østlige Del af Ørkenen end i sammes øvrige Dele. Paa
en hel Dagsmarche var den Rejsende engang paa alle Sider om-
ringet af Fata Morganas Søer; deres Farve var det reneste Blaa
og saa klar, at Skyggerne af de Bjærge, som begrænsede Syns-
kredsen, tilbagekastedes med den største Nøjagtighed. Denne
Form for Fremtoningen er den sædvanlige; men Fata Morgana
viser sig dog ogsaa paa en anden Maade, der omtales mindre
hyppig. Naar Sandet rammes af Solens glødencle Straaler, og
Lyset kastes meget stærkt tilbage, ser man undertiden Gjenstan-
dene rundt omkring i Ørkenen forstørrede og mere udstrakte, end
de virkelig ere. Vandringsmanden ser i det Fjærne et Træ, stort
nok til at skytte ham mod Solens brændende Straaler; kommer han
imidlertid nærmere, finder lian en forkrøblet, tør Busk, der næppe
kaster Spor af Skygge; nærliggende Sandklitter fremtræde som
mægtige Bjærge i en lang Afstand, men nogle Minutter senere
have Kamelerne naaet det bølgeformige Jordsmon. D’Escayrac for-
tæller om endnu en anden Art Luftspejling. Pludselig kommer en
Kamel af en overordentlig Længde frem nær ved Synskredsen,
Hovedet berører samme, medens Dyret selv har en omvendt Stil-
ling og gaar med Benene i Luften; snart bliver imidlertid Kame-
lens Proportioner mindre, den forsvinder lidt efter lidt, og til sidst
skjelner man endnu kun et sort Punkt; Kamelen har nu over-
skredet Synskredsen og dens Billede faaet sin rigtige Skikkelse,
der i Begyndelsen næppe er synlig, men naturligvis lidt efter lidt
bliver større, jo nærmere den kommer Iagttageren. Alle disse
Fremtoninger opstaa altsaa ved en usædvanlig Brydning af Lys-,
straalerne i de nærmest Jordbunden liggende, ophedede Luftlag.
Mennesker, som ikke ere fortrolige med denne Fremtoning, skuffes
let ved samme, men Kamelerne, der have en meget fin Lugt,