Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 414
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
94
Petrografi
Gytje er en ejendommelig Biolit, der opstaar af i Reglen mikrosko-
pisk smaa Vanddyrs Ekskrementer ved massevis Ophobning. Hovedsage-
lig i Ferskvandssøer (dog tildels ogsaa i rolige Havbugter). Ved Indtørring
danner G. fastsammenhængende næsten hornagtige Lag af sortgraa eller
sortbrun Farve med et Kvælstofindhold, der kan stige op til 6 %—8 %.
Findes almindelig udbredt i danske Søer og som Bundlag i danske
Moser. Kan ogsaa findes i Brunkullag (fossile Moser) fra Tertiærtiden,
som for nylig paavist flere Steder i Jylland.
Muld, særlig Skovmuld, er en karakteristisk koprogren Aflejring,
opstaaet ved Regnormenes Virksomhed, som P. E. Muller har eftervist.
I Jordbundslæien bliver Lejlighed til udførlig Omtale af denne vigtige
Jordart.
Kulgruppen.
Grafit (se Mineralet G.) er ikke ualmindelig som Bjergart opstaaet
ved Kontaktmetamorfose af Kullag med eruptive Masser. Forekommer
saaledes i Grønland og Nordamerika.
Antracit (se Mineralet A.) indeholder over 90% C, 5—0% O, 3—
0,5 % H*), det danner Lag sammen med Stenkul, til hvilke det slutter sig
med jævne Overgange og maa antages at være dannet paa samme Maade.
Dog er enkelte Geologer i Nutiden tilbøjelige til at antage, at visse af de
Antracitlag, som forekommer i de ældste kambriske og siluriske Lag, maaske er
fremkommet ad uorganisk Vej, sandsynligvis ved Dekomposition af Metal kar-
bi der i Jordens Indre. Petroleumlagene antages ogsaa af nogle at være opstaaede
paa lignende Maade, men endnu savnes dog nærmere Begrundelse for disse
Antagelser, om de end fra et rent kemisk Standpunkt kan være ret sandsynlige.
De største Antracitlejer findes i Pennsylvanien (U. S.); desuden
findes mindre Lejer i det sydlige Wales m. fl. St.
Stenkul indeholder fra 75%—90% C, c. 10% O, 0,5—5% H,
det har glinsende sort Farve og sortbrun Streg. Er i Reglen tydelig lag-
delt. De kan ses at være opstaaet af Plantedele, der er aflejret i Vand,
i Reglen Ferskvand. I Tidens Løb har de organiske Stoffer efterhaanden
afgivet mere og mere af Ilten i Form af Kulsyre og Brinten i Form af
Methan. Alt Stenkul indeholder 2—5% Kvælstof bundet til organisk Stof.
Wal eskul er Stenkul, der nærmer sig Antracit i Sammensætning
og Udseende.
Bogheadkul og Cannelkul er meget rige paa Bitumen og er let
antændelige. De levere ved Gasfabrikationen mange stærkt lysende
Luftarter. Farven er matsort. I tynde Plader under Mikroskopet bliver
Cannelkul gennemsigtige med lysebrun Farve, medens alle andre Kul-
arter er uigennemsigtige.
*) I de her angivne Sammensætninger af de forskellige Kularter er Aske-
mængden fraregnet.