Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Forfatter: K. Rørdam

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 414

UDK: 55 (48)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 438 Forrige Næste
94 Petrografi Gytje er en ejendommelig Biolit, der opstaar af i Reglen mikrosko- pisk smaa Vanddyrs Ekskrementer ved massevis Ophobning. Hovedsage- lig i Ferskvandssøer (dog tildels ogsaa i rolige Havbugter). Ved Indtørring danner G. fastsammenhængende næsten hornagtige Lag af sortgraa eller sortbrun Farve med et Kvælstofindhold, der kan stige op til 6 %—8 %. Findes almindelig udbredt i danske Søer og som Bundlag i danske Moser. Kan ogsaa findes i Brunkullag (fossile Moser) fra Tertiærtiden, som for nylig paavist flere Steder i Jylland. Muld, særlig Skovmuld, er en karakteristisk koprogren Aflejring, opstaaet ved Regnormenes Virksomhed, som P. E. Muller har eftervist. I Jordbundslæien bliver Lejlighed til udførlig Omtale af denne vigtige Jordart. Kulgruppen. Grafit (se Mineralet G.) er ikke ualmindelig som Bjergart opstaaet ved Kontaktmetamorfose af Kullag med eruptive Masser. Forekommer saaledes i Grønland og Nordamerika. Antracit (se Mineralet A.) indeholder over 90% C, 5—0% O, 3— 0,5 % H*), det danner Lag sammen med Stenkul, til hvilke det slutter sig med jævne Overgange og maa antages at være dannet paa samme Maade. Dog er enkelte Geologer i Nutiden tilbøjelige til at antage, at visse af de Antracitlag, som forekommer i de ældste kambriske og siluriske Lag, maaske er fremkommet ad uorganisk Vej, sandsynligvis ved Dekomposition af Metal kar- bi der i Jordens Indre. Petroleumlagene antages ogsaa af nogle at være opstaaede paa lignende Maade, men endnu savnes dog nærmere Begrundelse for disse Antagelser, om de end fra et rent kemisk Standpunkt kan være ret sandsynlige. De største Antracitlejer findes i Pennsylvanien (U. S.); desuden findes mindre Lejer i det sydlige Wales m. fl. St. Stenkul indeholder fra 75%—90% C, c. 10% O, 0,5—5% H, det har glinsende sort Farve og sortbrun Streg. Er i Reglen tydelig lag- delt. De kan ses at være opstaaet af Plantedele, der er aflejret i Vand, i Reglen Ferskvand. I Tidens Løb har de organiske Stoffer efterhaanden afgivet mere og mere af Ilten i Form af Kulsyre og Brinten i Form af Methan. Alt Stenkul indeholder 2—5% Kvælstof bundet til organisk Stof. Wal eskul er Stenkul, der nærmer sig Antracit i Sammensætning og Udseende. Bogheadkul og Cannelkul er meget rige paa Bitumen og er let antændelige. De levere ved Gasfabrikationen mange stærkt lysende Luftarter. Farven er matsort. I tynde Plader under Mikroskopet bliver Cannelkul gennemsigtige med lysebrun Farve, medens alle andre Kul- arter er uigennemsigtige. *) I de her angivne Sammensætninger af de forskellige Kularter er Aske- mængden fraregnet.