Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Dynamisk Geologi 197 til at tilfredsstille Forbruget, findes Jordoverfladen oversaaet med større og mindre Flytblokke stammende fra Istiden, endnu henliggende paa den Plads, hvor Isen lagde dem, da den afsmeltede. For 100 Aar siden var dette ogsaa Tilfældet paa flere Steder i Danmark, skønt man gennem lange Tider havde søgt at opsamle de mindre Sten og at nedgrave de større Sten saa dybt, at de ikke hindrede Pløjningen. Endnu for 30—40 Aar siden havde man i de talrige Stengærder selv i Københavns nær- meste Omegn, fx. langs Buddinge—Gladsakse-Vejen, Vidnesbyrd om den tidligere Stenbestrøning. Nu er et Stengærde en Sjeldenhed, Landevejenes Skærveforbrug har ædt Stenene. Til Slut vil kun Kirke- gaardenes Stendiger, som burde fredlyses, og de allerede fredlyste Rester af Oldtidens Begravelsespladser (Jættestuer, Stensætninger o. s. v.) give dog noget Begreb om Landets tidligere Stenbestrøning. Kun ganske enkelte Steder, hvor Stenmængden har været usædvanlig stor, er der endnu bevaret Rester af den i det naturlige Leje. En saadan Plet fandtes ved Jyderup i „Blaa Overdrev", hvoraf der i Fig. 118 er givet et Bil- lede efter Fotografi. Det er dog muligt, at Stenmængden her ikke ude- lukkende skyldes egentlig Stenbestrøning, men at noget ogsaa er Ero- sionsrester, saa at der mellem Stenene har været Grus og Sand, der er blevet bortført af Smeltevandselvene ved Istidens Slutning; men i begge Tilfælde skyldes Stendyngernes Tilstedeværelse Isens transporterende Virksomhed. I arktiske Egne vil Gletscherne kunne skyde deres Isstrøm helt ud til Havet, og Isen vil her ved Berøring med Havvandet dels smelte af, dels flyde ud som Isbjerge. Saadanne isbjergproducerende Gletschere kendes fra mangfoldige Steder i det arktiske og det antarktiske Omraade. Saaledes er Grønlands Indlandsis, der udgør c. 1,8 Millioner Kvadrat- kilometer af den ialt 2,i Millioner Kvadratkilometer store 0, at betragte som en uhyre Snefon, der skyder sine talrige Isstrømme ud til alle Sider. Nogle af disse Isstrømme, særlig paa Østkysten, gaar direkte ud i Havet, medens de paa den stærkt indskaarne Vestkyst gaar ud i de dybt i Landet indtrængende Fjorde. Gennem Fjordene søger Isen som Isbjerge og Kalvis ud i Havet og driver der for Vind og Strøm, indtil Luftens og Havvandets Varme bringer dem til at gaa i Stykker og smelte. Dette sker ofte meget pludseligt, saa at Isbjerget ligesom spændt Glas, naar det først begynder at gaa i Stykker, hurtig søndersplittes. G. Amdrup havde ved sin Tur langs Østkysten af Grønland i 1900 Lej- lighed til at undersøge disse Forhold og har givet en meget malende Beskrivelse deraf. Paa Grund af Is blev han opholdt i nogen Tid ved Mundingen af den store Isfjord Kangerdlugsuark og skriver om sine Iagttagelser her følgende: „Den 9. August gjorde vi et Forsøg paa at