Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 279 ikke viser noget nærmere Slægtskab med de tildels meget store Theriodonter. Forholdet ved Fremkomsten af Theriodonterne menes i visse Henseender at være analogt med Fremkomsten af de tidligere omtalte (Side 236) Ostracodermer „Skjoldfiskene", der nedstammede fra Krebsdyrene, men aldrig naaede at blive virkelige „Fisk". For at illustrere Forholdet, tør man maaske sige, at Theriodon- terne ligesom Ostracodermerne var „et mislykket Forsøg" fra Naturens Side, nemlig paa at danne pattedyrlignende Former med Skælsalamanderne som Ud- gangspunkt. Der blev herved frembragt anselige Former med Rovdyrenes Tand- udstyr, der en Tidlang udførte Rovdyrenes Funktioner, men dog paafaldende hurtigt bukkede under samtidig med, altsaa maaske paa Grund af, at der i Triastiden opstod vældige Rovdyr ad anden Vej. Det var Kæmpeøglerne Dino- sauriernes Rovdyrafdeling Theropoda, som senere vil blive omtalt. Alle Anomo- donter uddøde i hvert Fald i Trias. Permisk Formation. Ved Slutningen af Kultiden foregik særlig i det vestlige Europa stærke Jordskorpebevægelser, hvorved de kulførende Dannelser i Eng- land, Belgien, Frankrig og Tyskland blev sammenskudt i Folder og gen- nemsat af Spring (se Fig. 67, Side 107). Gennem Mellemeuropa opstod i denne Tid et helt System af anselige Bjergkæder i vest-østlig Retning. Forvitring og Vejrsmuldring nedbrød dog i de følgende Tider Sammen- hængen i disse Kæder, saa at der nu kun haves spredte Rester i Voge- serne, Schwarzwald og Fortsættelsen gennem Thuringen over Harzen ind i Bøhmen. I Sydengland og Bretagne dannedes en anden Bjergkæde. De efterfølgende permiske Lag er derfor paa disse Steder lejrede dis- cordant ovenpaa Kulformationens Lag. I Rusland, hvorfra den permiske Formation har faaet Navn, findes derimod ikke nogen saadan Discor- dans, men helt mod Øst opstod Uralbjergene i dette Tidsrum. Lag af permisk Alder træffes udbredt i England og Mellemeuropa og kaldes undertiden Dyas-formationen (af det gr. Ord for to), da man de fleste Steder kan skelne mellem to Afdelinger i Formationen. Den ældste og underste Afdeling bestaar af Lag paa c. 500 Meters Mægtighed i Reg- len af rødfarvet Sandsten, den øverste Afdeling, der er 5—6 Gange saa tyk, bestaar af Kalksten og Dolomit. Samtidig med Aflejringen af disse Lag fandt der i Mellemeuropa en stærk vulkansk Virksomhed Sted. Lagene blev gennembrudt af eruptive Masser, der nu viser sig som Porfyrgange i Sandstenen. Paa den da- værende Overflade aflejredes Lava, Slakker og vulkansk Aske, som atter igen overlejredes af nye Sandmasser, saa at man nu ind mellem Sand- stenlagene finder Porfyr- og Trakytlag, Lag af vulkanske Konglomerater og af vulkansk Tuf. I England findes underst Konglomerat og Sandstenlag, som kaldes „Lower Sandstone" (nedre S.) i Modsætning til den senere omtalte