Geologi Og Jordbundslære 1 1910

16 Indledning vundet i det forløbne Aarhundredes sidste Halvdel. Det er dog endnu langt fra trængt ind i alles Bevidsthed, selv indenfor Naturvidenskabs- mændenes Kreds, hvilken uhyre grundlæggende Betydning Lyells Op- dagelse har. Men det simpleste og naturligste har i Reglen størst Van- skelighed med at trænge igennem. Det er tiltrækkende nok at læse de Æventyr om fjerne Tider, som fantasifulde Forskere i Midten af forrige Aarhundrede søgte at bringe frem for et efter Knaldeffekter længsels- fuldt Publikum. Det er ikke saa „spændende" at gøre sig fortrolig med, at „Nutiden“ idag er „Fortid“ imorgen, og at det,- der passerede for Tusinder af Aar siden, netop gik for sig paa selv samme Maade som de „dagligdags“ Ting i Øjeblikket. Vinden tudede, og Regnen skyllede ned i „Tidernes Morgen“ i den kambriske Tid ligesom nu, der var Bjerg- lande og Sletter, Floder og Søer som nu. Havet væltede sine Bølger langs Klippekysterne som nu, Rullestenene sang den samme Vise i Havstokken, Flyvesandet optaarnede sine Klitter og sleb Stenene i Fa- cetter, mens det hvislede hen over Marken i den kambriske Tid ganske som nu. Den drivende Tang i Havet og Græsset paa Marken var sikkert nok andre Arter, men Dyr og Planter udførte deres Gerning i Naturens Husholdning i de længst henfarne Dage paa samme Maade som i Nu- tiden. Tænker vi os tilbage i Stenkultidens Skove, vilde man nok se andre Planter og andre Dyr, end man nu kender, men Naturbilledet vilde være det samme som i en fugtig tropisk Skov i Nutiden. Tænker vi os tilbage i Triastidens Saltstepper, vilde vi faa ganske samme Bil- lede som nu ved Ægyptens Saltsøer eller Saltsumpene i Asiens tørre Egne. Store Forandringer er der foregaaet paa de enkelte Steder, og Udviklingen hos Organismerne er skredet frem, men Helhedsbilledet af Jordens Overflade har i al sin Mangfoldighed sikkert været det samme, lige siden Jorden blev beboelig for Organismerne. Det er Hovedtræk- kene i disse Forandringer og i denne Udvikling, vi skal gennemgaa i det efterfølgende. Som det foreløbig sidste Produkt i Udviklingsgangen er Mennesket fremtraadt. Man tør altsaa formode, at det er Udviklingens midlertidige Toppunkt, men det vilde være uden Støtte i Geologien, hvis man troede, at Mennesket var Endemaalet. Udviklingen kan til Tider tilsyneladende sagtnes, men gaar aldrig i Staa. Hvorledes Menneskeslægtens Udvik- lingsgang har været, efter hvad man hidtil har erfaret, kommer ganske vist ikke udenfor Geologiens Rammer, men behandles paa Grund af sin særegne Betydning i Reglen som Specialvidenskab indenfor Antropolo- giens og den forhistoriske Arkæologis Omraader.