Geologi Og Jordbundslære 1 1910

Indledning 15 grønne Celle kom frem til Liv og begyndte ved Sollysets Hjælp at de- komponere det indsugede Vand, at spalte Luftens Kulsyre og fastbinde Luftens Kvælstof, saa at der kunde opstaa de organiske Stoffers Mang- foldighed af de faa døde uorganiske Bestanddele, som deltager i Orga- nismernes Kredsløb. Herved skabtes det materielle Grundlag for Organismernes videre Formering og Udvikling. Fra den Tid har det hele været en uafbrudt, vekslende Udvikling. Vi ser, at en eller anden Gruppe af Organismer (f. Eks. Trilobiterne i Silurtiden, de store Krybdyr i den mesozoiske Tid o. m.) i Løbet af en vis Tid tager Teten i Udvik- lingsgangen paa Grund af, at netop disse Organismer er særlig skikkede til at trives under de forhaandenværende Forhold, og fordi de maaske tilfældig var først paa Pladsen, da Udviklingslovene kommanderede deres „Fremad marschDe paagældende Organismer bliver herved for en Tid Herskere indenfor deres specielle Omraade og naar op til det højeste, netop disse Organismer kan præstere. Men Naturen staar aldrig stille, selv om Herredømmet er naaet af paagældende Organisme, og Kampen med Omgivelserne er forbi, fortsættes Udviklingen af de karak- teristiske Egenskaber maaske ud i en ren Ensidighed, som har Døds- spiren eller Stagnationen i sig*). Den ledige Førerplads indtages straks af en ny Gruppe, der tidt ganske pludselig synes at dukke op af Naturens Skød. Fra Moderstammen, som frembragte den nu visnede Gren, som en Tid lang var Topskud, er der i Stilhed og Ubemærkethed skudt en Knop ud, som nu i sin tildelte Livstid vokser og udfolder sig og bidrager til Moderstammens Trivsel. Det organiske Liv er aldrig blevet udslukket fra den Tid, det først begyndte paa Jorden. Det er skredet frem gennem en mangesidet stedse bredere Udviklingsgang til mere og mere kom- plicerede og, om man vil, fuldkomnere Væsner. Klarlæggelsen af, at i Naturen har de samme Kræfter virket i for- dums Dage som nu, er utvivlsomt den største Sejr, Geologien har *) En Dyreform, f. Eks. Bløddyr, har en svag Skal og bliver derfor meget efterstræbt af Fjender, der søger at fortære dem. Under Kampen for Tilværelsen og paa Grund af Naturens Udvalg af de stærkeste Individer vokser Skallernes Tykkelse gennem Generationerne stærkt, saa at Dyret tilsidst kan føle sig fuld- stændig tryg for sine Fjenders Efterstræbelser indenfor sin tykke Skal. Men den under Kampen udviklede Ævne til at afsondre Kalk fortsætter sin Virksomhed. Dyrene bliver herved saa tunge og ubevægelige, at de, naar en Forandring i de ydre Forhold, f. Ex. koldere Vand, gør en Pladsforandring nødvendig, ikke læn- gere kan udføre denne, men forkrøbles eller dør helt ud. Den samme Betragt- ning kan gøres gældende overfor den mærkelige Forsvinden af de store Krybdyr i Jordens Middeltid, og ser man nøjere til, gælder ganske de samme Love for Udvikling, fuld Opblomstring, Ensidighed, Død eller Stagnation for Folkeslagene og de enkelte Slægter blandt Menneskene. Kamp og Krig er de bedste Livsfor- nyere ogsaa for Menneskeslægten.