Geologi Og Jordbundslære 1 1910

14 Indledning of Geology", at Naturkræfterne i tidligere Jordperioder højst sandsynlig har virket paa samme Maade som nu. Jordens ydre Beskaffenhed har paa de forskellige Steder undergaaet store Forandringer gennem de rullende Tider; Fastlande er blevet sænkede i Havet og ny er opstaaede. Hele Grupper af Organismer er døde ud og nye har taget deres Plads, men Naturkræfternes Virkemaade har været den samme gennem de geologiske Tidsrum. Ved at studere Tilstanden i Nutiden vinder man altsaa Klarhed over Forholdene i Fortiden. Efter at Jordkloden ved Ur- tidens Slutning var blevet afkølet, saa at den blev beboelig for Orga- nismerne, har der i den uorganiske Natur foregaaet en stadig Omformen af den engang tilstedeværende Stofmasse, og blandt Organismerne har der været en jævn naturlig Omformen og Udvikling. I den Henseende havde det ogsaa for Geologien den allerstørste Betydning, at en anden berømt Englænder Charles Darwin (1809—82) i 1858 fremsatte sin Udviklingslære, der paa det organiske Livs Omraade faldt i Traad med Lyell’s Anskuelser om Jordlagenes Udvikling, saa at det maa siges, at den nyere Geologi i Hovedsagen hviler paa disse to Forskeres Arbejder, Der er dog under Videnskabens mægtige Udvikling i den sidste Halv- del af forrige Aarhundrede kommet en uendelig Fylde af Kendsgerninger og Betragtninger til. Geologien og dens Hjælpevidenskaber Mineralogi, Petrografi og Palæontologi er derfor udvidet langt ud over de Grænser, der fandtes paa Lyell’s og Darwin’s Tid. Desuden er der opstaaet helt nye Felter, som ikke beherskedes for et halvt Aarhundrede siden. Saa- ledes hele Mikropetrografien, d. v. s. den mikroskopiske Side af Stenartslæren, ikke at tale om hele Videnskaben om Istiden: Glacial- geologien. I den nyeste Tid er navnlig ved Hollænderen van’t Hoff’s og hans Elevers Undersøgelser den moderne fysikalske Kemis Grund- sætninger blevet forsøgt anvendt paa Stenartslæren og synes helt at skulle reformere og bringe Klarhed i Dannelsesforholdene hos de kry- stallinske Stenarter. Nu dyrkes Geologien hele Verden over, paa Island saa godt som i Kaplandet, i Japan som i England og navnlig hos de i alle Naturvidenskabens Grene saa mærkelig fremragende Videnskabs- mænd i de forenede Stater i Nordamerika. Det lader sig ikke længere gøre at nævne Navne. Hvorledes Udviklingsgangen har været for den for Nordeuropa saa vigtige Glacialgeologi skal senere meddeles, og under Danmarks Geologi skal blive anført, hvad der er at bide Mærke i ved Videnskabens Udvikling her i Landet. Det var altsaa Charles Lyell’s Fortjeneste at have klarlagt, at de samme Naturkræfter, som virker nu, har virket gennem de umaalelig lange Tidsrum, fra den første Regndraabe faldt paa den afkølede Jord- overflade ved den prækambriske Tids Begyndelse, og fra den første