Geologi Og Jordbundslære 1 1910

Indledning 13 det ikke kunde nytte i sit Studerekammer at sidde og udspekulere noget fastsat Skema, hvorefter Stenarterne var opstaaede, men at man i hvert enkelt Tilfælde maatte studere Naturforholdene og tage de Lærdomme, man der kan hente, til Rettesnor. Werner ofrede ikke Forsteningerne synderlig Opmærksomhed, og for Hutton spillede de, som naturlig var fra det plutoniske Synspunkt, heller ingen Rolle. Det var en praktisk Mand, Ingeniøren William Smith 0769—1839), der ved en lang Række Naturiagttagelser af de lagdelte Dannelser i England og de i disse Lag værende Forsteninger fik Klar- hed over Sammenhængen mellem Formationerne og Forsteningerne i Lagene. Han var ikke selv Fagmand paa Dyre- og Plantelærens Om- raade, men blev støttet af de bedste Fagmænd i England, og samtidig opstod der rundt om i andre Lande Forskere, som med Begejstring kastede sig over Studiet af de døde Organismer og skabte en hel ny Videnskab Palæontologien. Det var særlig Alexander Brogniart og Cuviet i Frankrig, men mange andre kunde ogsaa fortjene at nævnes. Særlig Cuvier (1769—1832) kan siges at have haft meget indgribende Betyd- ning for Geologien ved sine palæontologiske Undersøgelser. Han bestemte med overlegen Dygtighed den store Mængde Forsteninger og Levninger særlig af højere Dyr, som blev indsamlede navnlig i de tertiære Lag i Stenbruddene omkring Paris. Cuvier viste, at Dyrene fra de forskellige Jordperioder hørte til forskellige Familier. De var paa mange Punkter nærstaaende ved de nulevende, men afveg dog fra dem i andre Dele af deres Bygning. Han kom derved til den Anskuelse, at hver Jordperiode for sig dannede et afsluttet Hele uden Sammenhæng med den foregaa- ende og efterfølgende Tid. Ved hver Periodes Slutning var der sket en stor Naturomvæltning, en Katastrofe, som var foraarsaget af vældige Naturkræfter. Kræfter af den Art virkede ikke mere paa Jorden, i alt Fald ikke til daglig. Ved disse Katastrofer ødelagdes det organiske Liv paa Jorden, og i den ny Periode maatte der saa at sige begyndes paa et nyt Blad af Skabelsens Bog! Det kom der ud af, at Cuvier sad i sit Museum og paa genial Maade klarede Forholdene ved Skeletdelene, han havde mellem Hænder, men søgte at tænke sig til og udspekulere, hvorledes Forholdene havde været i Naturen ved Jordlagenes Dannelse. Denne Katastrofeteori var en Tid lang den herskende, og den gav Anledning til mange skønne Tanker og filosofiske Spekulationer, der havde grumme lidt med de virkelige Forhold at gøre. Det var Englænderen Charles Lyell (1797—1875) forbeholdt atter at bringe Geologiens Fartøj paa ret Køl, efter at det ved Cuviers Un- dersøgelser ganske vist havde faaet indladet en værdifuld Last, men tillige faaet en slem „Slagside". Lyell viste i sit store Værk „Principles